De Radikales frihedsbrev

De Radikales nye kurs er med til at forklare deres forbløffende passivitet hvad angår formandsvalget hos Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne og SFerne løber med overskrifterne, når medierne rapporterer om det dramatiske opbrud i oppositionen. Men her er et godt råd: Hold øje med de Radikale.

I skyggen af de historiske kampvalg i S og SF, er der bevægelse hos de Radikale, og det kan få lige så store konsekvenser for dansk politik som valget af nye formænd i Socialdemokratiet og SF.

Mens Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen har kæmpet om formandsposten i Socialdemokratiet - og Pia Olsen og Villy Søvndal har duelleret om lederskabet i SF - er de Radikale i al diskretion ved at indtage en ny position.

Med et bragende godt valgresultat og mere end 10.000 medlemmer i ryggen er det blevet klart for Marianne Jelved og folketingsgruppen, at Det Radikale Venstre i langt højere grad skal markere sig som et parti i egen ret - i stedet for at fungere som et vedhæng eller korrektiv til Socialdemokratiet.

De ledende radikale er overbevist om, at partiet kan fastholde niveauet fra valget. De mest optimistiske tror på yderligere vækst og vil sætte ind på flere fronter samtidig:

De vil skabe en stærk og selvstændig radikal identitet.

De vil styrke partiorganisationen - præcis som Anders Fogh og Claus Hjort Frederiksen gjorde det i Venstre i 1980erne og 1990erne - så de mange nye medlemmer kan inddrages mere i det politiske arbejde.

Og endelig arbejder de på slagkraftige kampagner, som skal gøre partiet synligt over for vælgerne ved afstemningen om EUs forfatningstraktat den 27. september, kommunalvalget i november og naturligvis ved det næste folketingsvalg.

I forhold til kommunevalget øjner de radikale chancen for et historisk gennembrud. Regeringens storstilede kommunalreform, som vil ændre på Danmarkskortet og føre til færre, men større kommuner, vil paradoksalt nok gøre det nemmere for de Radikale at skabe et stærkere kommunalt brohoved.

De kan nu fokusere på at skabe færre, men stærkere bastioner rundt om i landet, hvor det for tiden myldrer frem med radikale kandidater, som drømmer om at løsne Venstrefolkenes og Socialdemokraternes stærke greb om kommunalpolitikken.

I København håber man at veksle de mange radikale stemmer fra folketingsvalget til opbakning til de radikale politikere på rådhuset. De mest håbefulde drømmer om, at det lykkes for Klaus Bondam at erobre posten som overborgmester.

Landspolitisk ser de radikale også store muligheder. Med en politisk dagsorden, som vil blive præget af uddannelse, forskning og velfærdsreformer ser partiets topfolk en perfekt platform til at præsentere radikale løsninger på flere af velfærdssamfundets mest presserende udfordringer.

Meget vil naturligvis afhænge af, hvordan landets to største partier - Venstre og Socialdemokraterne - vil agere. Men ifølge de radikales interne analyse, risikerer Venstrefolkene og socialdemokraterne at blive konturløse i deres indbyrdes kamp om at sætte sig på den politiske midte. Det kan give plads til Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, som hver især vil kunne appellere mere direkte til deres vælgergrupper.

De radikales nye kurs er med til at forklare deres forbløffende passivitet i forhold til formandsvalget hos Socialdemokraterne.

I 1991-92 var radikale topfolk som Niels Helveg Petersen med til at svække Svend Auken og bære Poul Nyrup Rasmussen frem som formand og statsminister, men i dag holder de radikale sig langt væk fra opgøret mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt. De afventer hvem, der vinder og vil derpå vurdere den politik, som en ny S-formand vil forfølge.

I det kommende samarbejde med S vil de samtidig insistere på friheden til at fremlægge egne politiske forslag uden at skulle koordinere alle initiativer med en ny S-formand.

Med andre ord: Det gamle og slidte ægteskab mellem Marianne Jelved og Mogens Lykketoft blev opløst på valgnatten den 8. februar, og det står nu klart, at hverken hun eller de unge radikale har planer om en forlovelse med den nye S-formand.

De vil stadig gerne vælte Fogh, men ikke i en fastlåst alliance med S.