De nye metrotog stod stille på grund af tekniske problemer

I knap 20 minutter kørte der ingen tog på hovedstadens nye metrolinje. Det betyder forsinkelser på linjen.

city
En passager med cykel i et tog på den nye metrolinje Cityringen Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er ikke mange dage siden, at den nye Cityring blev indviet og gav hovedstaden endnu en metrolinje. Men allerede onsdag blev togdriften drillet af teknikken.

I knap 20 minutter kørte ingen af de nye metrotog på linjen.

»M3: Tekniske problemer på hele banen, vi ved desværre ikke, hvornår vi kører igen,« lød det fra Metroselskabet på Twitter omkring klokken 20.45.

M3 henviser til Cityringens linje.

Kort efter klokken 21.00 var teknikken dog på plads igen.

»M3: Vi kører igen, dog med forsinkelser på hele linjen,« skriver Metroselskabet.

Det er ikke oplyst, hvor længe passagerer vil mærke forsinkelserne.

I alt 127.000 passagerer tog en tur med den nye metrolinje i København ved indvielsen søndag.

Ved indvielsen af Cityringen åbnede 17 nye stationer, og i dagens anledning var det gratis at rejse med metrotogene.

Søndagen bød også på en passagerrekord på de eksisterende linjer, M1 og M2.

I alt 167.000 personer rejste på M1 eller M2, hvilket er det højeste antal kunder nogensinde på en søndag, oplyste Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Med Cityringen og de kommende metrolinjer til Nordhavn i 2020 og Sydhavn i 2024 får København 24 nye metrostationer. Fra 2024 vil hovedstaden således have 44 metrostationer, der binder store dele af byen sammen.

Ritzau