DE: Næsten uansvarlig finanslov

Finanslovsforslaget er ifølge Dansk Erhverv lige på kanten af, hvad der er økonomisk forsvarligt.

Et sympatisk lovforslag, men det er lige på kanten af, hvad økonomien kan klare. Dansk Erhverv tvivler på, at regeringens finanslovforlag kan stå alene. Administrerende direktør Lars Krobæk peger på, at forslaget kan føre til overophedning af økonomien.

- Problemet i et ellers sympatisk finanslovforslag er, at summen af initiativer er på kanten af det økonomisk forsvarlige i den nuværende økonomiske situation. Derfor skal regeringens planer gå hånd i hånd med nye reformer, som sikrer et større udbud af arbejdskraft, siger han.

Der er afsat 10 milliarder kroner til kvalitetsreformen i finanslovsforslaget over de næste fire år. Det kan give yderligere 10.000 ansatte i det offentlige og vil sætte den private sektor under pres, så regeringen må være klar til at gribe ind allerede næste år, lyder advarslen.

/ritzau/