De mørke skæbners ventesal

Mange asylansøgere i Haderslev er flygtet fra krig, død og ødelæggelse i nogle af verdens mest konfliktfyldte områder. Nu er de foreløbig endt i en rolig teltlejr i Sønderjylland.

Nabil Osman fra Syrien (tv.) har indrettet et hjørne af sovesalen med to stole og et lille sofabord. Her får han ofte besøg af unge syrere, som kommer for at snakke og drikke te. (Foto: Olafur Steinar Gestsson) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

57-årige Nabil Osman har indrettet sit lille hjørne i sovesalen med et sofabord og to stole foran den køjeseng, som i flere måneder har været hans hjem.

Han har ligesom knap 300 andre, primært enlige mænd, skiftet en kaotisk tilværelse i et af verdens mest konfliktfyldte områder ud med en tilværelse i en sønderjysk teltlejr for asylansøgere.

På Nabils sofabord står en frugtskål, en buket blomster og et plastikkrus med sukker. Her sidder han hele dagen alene og ruller cigaretter, hvis ikke han får besøg af nogle af teltlejrens andre syriske mænd. Under madrassen gemmer han utallige tebreve, som han byder sine gæster på, når de kommer forbi.

Svarer de ja tak til te, beordrer Nabil dem til at fylde en tom termokande med varmt vand, mens han bliver siddende i den slidte lænestol. Han er en mand af få ord, men han viser ofte sit halve tandsæt i et smil.

Nabil Osman er gift og har en datter på ti og en søn på to. I Syrien ejede han et byggefirma, indtil han blev nødsaget til at flygte fra det krigshærgede land. Uden familien. Den efterlod han, fordi han ikke havde råd til at tage dem med til Danmark. Derfor er de nu i livsfare, fortæller Nabil.

»Det var meget svært at efterlade dem i Syrien, men jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Jeg vil gøre alt for at få dem herop, så de kan komme i sikkerhed og bo med mig,« siger han.

»Irakisk blod er åbenbart ikke noget værd«

Et andet sted i teltlejren sidder en anden syrer alene i sit telt. Han hedder Mulham Yusuf Buzum og er 23 år gammel. De øvrige beboere i teltet er i København et par dage for at besøge venner og familie. Så for en gangs skyld har Mulham en smule ro i det gule telt, hvor der står otte senge adskilt af træplader for at skabe illusionen om privatliv.

Ali Alhilo vil ikke kunne genkendes – han er personligt forfulgt i Irak, fortæller han. Den 23-årige iraker mener, at syrere får særbehandling: »Irakisk blod er åbenbart ikke noget værd længere. Hvis et syrisk barn bliver slået ihjel, går hele verden amok og siger, at Bashar al-Assad skal slås ihjel. Hver eneste dag bliver folk slået ihjel i Irak, og folk er ligeglade.« Foto: Olafur ?Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Da Berlingske træder ind i teltet, ligger Mulham i sengen med sin telefon i hånden og høretelefoner i ørene. Han smiler, giver et kram og byder hjerteligt velkommen. Men han er ikke glad. Det har han ikke været i de fire måneder, han har boet i teltlejren.

Mulham Yusuf Buzum flygtede fra Syrien i marts sidste år, efter at han to gange var blevet smidt i fængsel for at lave politisk aktivisme. Han efterlod familien i Syrien, men taler med den så ofte, han kan. Men det er svært, fordi forbindelsen er så dårlig.

»Livet dernede er et helvede. Når det endelig lykkes mig at tale med mine venner eller min familie i telefonen, græder jeg hver gang, jeg lægger på. Mange af mine venner er slået ihjel. Min ene fætter har mistet sine ben i en eksplosion, og ingen ved, hvor min anden fætter er,« siger han.

Det er ikke kun syrere, som bor i teltlejren, for op mod 25 nationaliteter er repræsenteret. Den 23-årige iraker Ali Alhilo er træt af, at syrere får særbehandling, når de danske myndigheder lynbehandler deres asylsager. Hans liv i hjemlandet var også i fare, og der er også krig i Irak, forklarer han.

»Irakisk blod er åbenbart ikke noget værd længere. Hvis et syrisk barn bliver slået ihjel, går hele verden amok og siger, at Bashar al-Assad skal slås ihjel. Men hver eneste dag bliver folk slået ihjel i Irak, og folk er ligeglade. Nogle gange føler jeg, at en hunds liv er mere værd end mit. I Syrien er der krig, men hvad er det, der sker i Irak? En bombefest?« spørger han opgivende uden tilsyneladende at forvente noget svar.

Fingeraftryk fylder meget

I den uge, Berlingske besøgte teltlejren, sov Ali Alhilo det meste af dagen og var vågen det meste af natten, fordi han som rettroende muslim faster under ramadanen. Det gjorde mange i lejren. Blandt andet en gruppe afghanere i telt nummer tre, som hver nat hørte høj arabisk musik og lavede mad i teltet. De er alle på flugt fra Taleban.

Om eftermiddagen kunne man indimellem høre Ali Alhilo græde i sit telt. Hans største drøm er en fremtid i Danmark, fordi han efter eget udsagn aldrig kan vende tilbage til Irak.

»Eksplosionerne og terroristerne har smadret min fremtid. Jeg har flere venner, som er dræbt af bomberne,« fortæller han.

Han drømmer om asyl i Danmark, lære dansk og åbne en slikbutik på Nørrebro i København, hvor flere familiemedlemmer bor. Og så vil han gerne købe en bil, et hus og så blive gift. Det er ligegyldigt, om det er med en dansk eller irakisk kvinde.

Ali Alhilo frygter, at de danske myndigheder sender ham tilbage til Tyskland, hvor han boede på et asylcenter i seks måneder. Her behandlede folk ham som skidt, forklarer han. Hans problem er, at han fik sine fingeraftryk registreret i Tyskland, før han kom til Danmark. Og netop fingeraftrykkene fylder en del i bevidstheden hos asylansøgerne i Haderslev.

Det skyldes den såkaldte Dublin-forordning, som fastsætter, hvilket EU-land der har ansvaret for behandlingen af en asylansøgers sag. Formålet er, at den samme asylansøger ikke får sin sag behandlet i flere lande, men kun i det land vedkommende først blev registreret i. I Ali Alhilos tilfælde betyder det, at Danmark kan anmode Tyskland om at tage ham tilbage og overtage behandlingen af hans asylsag.

Muhamad Salah Masoudi brækkede sin skulder, da han blev udsat for tortur i Iran. Han har svært ved at rejse sig fra sengen på grund af smerterne, og i juli skal han opereres både i skulderen og i hoften. Asyllejr i Haderslev Fold sammen
Læs mere

Han har kun ret til et fødselscertifikat

Det er ikke alle, der ligesom syrerne eller Ali Alhilo er endt i lejren i Haderslev efter at være flygtet fra krig, død og ødelæggelse. En af de personer, som har forladt hjemlandet af andre årsager, hedder Qaed Abed Mahdi og kommer fra Kuwait.

Han er 32 år gammel, smiler meget og går konsekvent rundt i en blå Hummel-trøje og et par H2O-sandaler.

Qaed er en del af Kuwaits bidoon-samfund. Det er en befolkningsgruppe, som bliver nægtet andre rettigheder end et fødselscertifikat. De må hverken gifte sig, eje ejendomme eller arbejde lovligt i det arabiske land. Det svarer til at være statsløs.

»Det er, som om jeg ikke eksisterer,« siger han.

Qaed Abed Mahdis problemer i Kuwait begyndte, efter at hans to brødre flygtede til England og fik asyl i henholdsvis 2013 og 2015. Herefter begyndte politiet i Kuwait at genere Qaed, og de hev ham oftere og oftere ind til afhøring. De tævede ham også, fortæller han. Til sidst så han ingen anden udvej end at tage flugten, så den toårige søn kunne få en bedre tilværelse, end han selv har haft.

»Det er for sent for mig at få et godt liv, men hvis jeg kan få min søn til Danmark i løbet af de næste par år, er han stadig et barn, og så er det ikke for sent for ham,« siger Qaed.

Den 4. december fløj Qaed fra Kuwait til Holland på et falsk pas, som nogle af hans fars venner havde købt af en smugler for omkring 10.000 dollar. Flyveturen var »too much nervous«, som Qaed i dag udtrykker det. I Kuwait havde han ikke ret til at arbejde, så han havde ingen stor formue. Derfor står han nu i gæld til de personer, som købte det falske pas til ham.

Fra Holland tog Qaed et tog mod Hamborg og derfra videre mod Danmark. Han blev stoppet af politiet i Rødbyhavn og endte i det danske asylsystem. Han har boet i telt nummer fem i Haderslev i omkring fire måneder.

»Her er meget bedre end i fængslet i Iran«

Ikke langt fra Qaeds telt bor Muhamad Salah Masoudi i den mindste af lejrens to sovesale. Det har han gjort i syv måneder. På skabet hænger et billede af hans gode ven, som efter sigende blev dræbt af den iranske regering, dagen inden Berlingske besøger Muhamad.

Muhamad er iransk kurder, og han blev for to år siden fængslet og udsat for tortur af den iranske regering, fordi han lavede politisk arbejde mod regeringen. Han forklarer, at han fik sine hænder bundet sammen med et reb og blev hængt i hænderne ned fra fængslets loft. Det brækkede han skulder en ved. Herudover blev han tævet af vagterne, som ifølge Muhamad også gav ham både injektioner og piller for at »gøre ham skør«. Nu er han sluppet væk og er i sikkerhed i Haderslev.

Her bruger han de fleste af sine dage i sengen, fordi han har så mange smerter, at han har svært ved at rejse sig. I begyndelsen af juli blev han opereret i Danmark for smerter i skulderen og i hoften. Før operationen så Berlingske hans journalpapirer fra Sønderborg Sygehus, hvor der stod, at han »har meget ondt, græder og fortæller, at han ikke kan holde smerterne ud«. Trods smerterne er Muhamad glad for at være i Haderslev.

»Jeg er glad for at være her og for at være i sikkerhed. Det er meget bedre end fængslet i Iran, men det er svært at bo så mange sammen så tæt.«