De måske egnede

Hvad er der galt med unge mænd i dagens Danmark? Næsten halvdelen af dem kasseres til session, fordi de enten er for tykke, har dårlig ryg eller simpelthen er for dumme. Forsvarschefen har slået alarm, og Berlingske Søndag fulgte de unge mænds sundhedstilstand på en session i København.

Kenneth Hansen må godt komme tilbage til en ny session, hvis han kan tabe sig nogle kilo. Men det har han ingen planer om.

»Jeg er glad for min mors mad, og nu skal jeg hjem og have noget mere. Jeg taber mig aldrig,« siger han og råber hej til de 17 andre, der også har været til session i formiddag. Kenneth er kasseret.

Stedet er Københavns Overpræsidium, Hammerensgade 4. Hvert år vandrer mange tusinde unge mænd herind for at blive målt, vejet og få intelligensen afprøvet. Næsten halvdelen bliver kasseret, mange af dem fordi de er i for ringe fysisk form til at blive soldat.

I denne uge havde forsvarschef, general Hans Jesper Helsø, fået nok. Det vakte opsigt, da Berlingske Tidende kunne citere ham for et frontalt angreb på de unges sundhedstilstand:

»Cirka 42 pct. er ikke egnede på grund af, at de er for dumme, på grund af fedme, dårlig ryg, svage ben. Fordi de ikke har gået med ordentligt fodtøj, har musearm eller fordi de har levet af hamburgere og cola,« buldrede forsvarschefen.

Han havde mere ret, end han anede. De nævnte 42 pct. kasserede var sidste forår faktisk blevet til 47 pct. Så Kenneth Hansen er langt fra alene om at have et par kilo for meget om skuldrene.

Mikkel Larsen, 20 år, får også besked på, at han fylder lidt rigeligt. »Men lægen sagde, at de der kilo sidder godt,« siger han efter lægeundersøgelsen.

Mikkel Larsen er i lære som kok hos Café Victor og ved godt, at kokke er stærkt efterspurgte i Søværnet. Da han trækker et nummer i sessionskomiteens tombola - 7.891 - som med sikkerhed betyder indkaldelse, satser han på Søværnet til januar 2004. Så får han mulighed for at blive kok på kongeskibet »Dannebrog«.

»Med »Dannebrog« bliver der måske en tur til Grønland. Jeg gider ikke sejle rundt om Møn med Søværnets andre skibe,« fastslår han.

Mikkel Larsen damper ud af Hammerensgade med et par kilo for meget, men med et håb om oplevelser.

Stemningen blandt de unge mænd er fra morgenstunden nærmest tavs sammenbidthed. Først er der intelligensprøven (se artiklen herover). De fleste brokker sig over den del, der handler om sprog og ord. Bagefter er der ventetid på høre- og synsprøverne, lægeundersøgelsen og til slut mødet med overdommerne i sessionskomiteen. Den består af en formand, lægen, en officer og en lokalpolitiker. Hvis man er egnet, skal man trække et nummer. I dette efterår betyder alle tal under 15.000 med stor sandsynlighed, at den heldige vinder skal udskifte de obligatoriske hængerøvsbukser og de udjokkede kondisko uden snørebånd med grønt eller blåt tøj, designet af Hærens Kampskole, samt militærstøvler. Som skal pudses.

Daniel Svensson, 20 år, går i 4.G. på Team Danmarks sportsgymnasium på Falkonergården i København. Han er stor, mørk, velbygget og vild med at spille håndbold på eliteplan.

»Min træner mener, jeg er lidt fed, men ellers føler jeg mig ikke ramt af forsvarschefen. Mine karakterer ligger på otte og nedefter, men det er, fordi jeg ikke laver ret meget,« erklærer den ærlige unge mand. Hvis han bliver taget, vil han være militærnægter og satse på at få et arbejde tæt på sit hjem.

»Det interesserer mig ikke at rende rundt med et gevær i otte måneder og råbe bang-bang- du-er-død,« siger han.

»Godt svaret. Det her er sgu for primitivt«, lyder det fra et par halvskumle, kronragede fyre, som længe har talt indbyrdes om at skaffe en civil lægeerklæring på deres fysiske uduelighed.

Daniel Svensson behøver ikke at bekymre sig. Hos lægen bliver han kasseret på grund af en miniskenskade samt en klemt iskiasnerve.

»Men jeg kan godt spille håndbold alligevel. Håndbold er en kampsport, som skal gøre ondt,« siger han på vej ud af døren. Han er nu officielt endnu et nummer i forsvarschefens statistik om den elendige folkesundhed.

General Helsø har dog også grund til at glæde sig denne dag. Blandt de unge mænd er Adam Grew, der med sine 24 år hører til blandt de ældre. Han er for nylig vendt tilbage til Danmark med sin færøske kæreste og deres to-årige dreng.

Egentlig troede han sig fri for værnepligt, fordi han har opholdt sig på Færøerne i flere år som fisker og vodbinder. Men en måned efter hjemkomsten fandt Indenrigsministeriets beredskabskontor ham.

»Jeg må udskyde min plan om en lærekontrakt som tømrer. Men det kan jo være, at jeg kan få en uddannelse i forsvaret,« funderer Adam Grew. Han trak nr. 1.743, hvilket stensikkert kan ombyttes til en indkaldelsesordre.

Eller hvad med Mark Ott Nilsen, 18-årig 3.G.er fra Roskilde? Han vil gerne til Gardehusarregimentet i Slagelse og vil melde sig frivilligt, hvis han skulle trække frinummer.

»Jeg er enig i, at mange skavanker godt kan løbes væk, hvis man vil. Men jeg synes ikke, forsvarschefen skulle have brugt ord som »dum« og »fed« om de værnepligtige. Det skal nok passe på mange, men det lød groft,« siger Mark Ott Nilsen. Han trak nr. 31.499 og kan nu selv afgøre, om han vil gøre alvor af at melde sig frivilligt.

Sessionslægen, hvis kuglepen og skemaer afgør, hvad de unge mænd skal bruge op til 12 måneder af deres liv på, hedder Mogens Sørensen. Han mener, at flere unge mænd bliver kasseret, fordi de er blevet lidt mere ømskindede end før.

»Tærkslen for, hvornår en mor sender sin søn til læge, fordi han har ondt i knæet, har ændret sig. Og når først man har papir på et dårligt knæ, så er der jo et problem på sessionen,« forklarer han.

Han anerkender, at der er overvægtige blandt de unge mænd. Men undervægt er også et problem.

»Vi får også nogle undervægtige, hulbrystede fyre, som vi ikke kan bruge,« fastslår han.

Mogens Sørensen tør ikke afgøre, om folkets - eller blot mændenes - sundhed er i fare, fordi flere bliver kasseret. Det har han ikke videnskabeligt belæg for.

Men det har til gengæld Statens Institut for Folkesundhed, som i april offentliggjorde en stor sundhedsundersøgelse blandt 22.500 danskere. Den viste blandt meget andet, at netop overvægt er et stigende problem for unge mænd mellem 16 og 24 år.

Antallet af svært overvægtige unge mænd er stærkt stigende, hed det. De udgør nu 5,4 pct. af alle unge mænd. De unge mænd bliver overvægtige tidligere end unge kvinder. Til gengæld overhaler kvinderne dem efter 24-års alderen.

De fleste unge mener stadig, at de har et godt eller virkelig godt helbred. Men deres antal er for nedadgående. Nu er det kun 89 pct. mod 94 pct. for nogle år siden, der føler sig helt på toppen.

»Men det er ikke alvorlige sygdomme, vi ser her på sessionen,« siger Mogens Sørensen:

»Selv om vi skal være objektive i vores bedømmelse, spiller de unge mænds motivation, deres ønske om blive soldat eller ej, en rolle. Tag min egen søn, som ind imellem havde ondt i ryggen. Han blev soldat, fik lidt massage, lavede noget fitness og kom igennem værnepligten. Hvis en værnepligtig ikke siger noget om et eller andet problem, som vi ikke kan se på ham, bliver han erklæret egnet og kommer måske igennem, hvis han er motiveret. Der er også noget skøn i afgørelserne.«

Opvæksten spiller tilsyneladende en stor rolle i den sammenhæng. Eksempelvis blev 27 ud af 36 værnepligtige fra Allerød godkendt. Også unge mænd fra Gentofte er gode, mens andre unge fra f.eks. Vestegnen tilsyneladende fejler en masse.

Deres udsendte smider også skjorte, bukser og strømper og lader sessionslæge Mogens Sørensen føle, kigge og bøje på kadaveret. Faktisk er der ikke noget galt.

»Hvis du bare var et par år yngre, kunne du godt blive soldat,« siger han.

Jeg siger ikke noget om de mulige rygsmerter, som jeg led af på min første session i 1972. De har ikke plaget mig siden - faktisk heller ikke før sessionen - men de fik den venlige sessionlæge dengang til at stemple »kasseret« på mit skema. Er det for sent at undskylde over for forsvarschefen?

cbr@berlingske.dk