De jager en skræk i livet på én ...

Stemmer man nej, bliver vi oversvømmet af terrorister og pædofile, og stemmer man ja, afgiver vi al vores magt til EU. Rådvildheden råder i Rødovre Centrum på Black Friday. Med under en uge til afstemningen om retsforbeholdet gider få vælgere faktisk snakke politik.

Der er ikke mange kunder i Morten Messerschmidts bod i Rødovre Centrum. Anette lægger dog vejen forbi og tager en selfie: »Min kæreste bliver så misundelig, når han ser billedet.« Anette regner med at stemme nej på torsdag: »Det giver sig selv i forhold til grænseforholdene og sådan.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Skal I ikke have en folder med?«

Morten Messerschmidt stikker en brochure med teksten »Fup og Fakta om retsforbeholdet« skrevet med versaler frem mod et ungt par.

»Ellers tak!«

Den yngre fyr tager kæresten i hånden og skynder sig forbi, men vender sig om, da han får kastet et ekstra blik på Dansk Folkepartis valgbod og politikeren med den rød-blå folder i hånden.

»Eller hov, vent: Er det Morten selv? Øh …Er det i orden, hvis vi tager en selfie

Det er Black Friday, og allerede omkring frokosttid er Rødovre Centrum fuldt af besøgende. Parkeringskælderen har nul ledige pladser, udenfor er der gråt. Få steder er der midt på dagen samlet så mange med så god tid. Alligevel stopper næsten ingen op ved valgpavillonerne, som de politiske partier har rejst mellem Kaufmann og Guldsmed Dirks i shoppingcentrets stueetage.

Med kun en uge til folkeafstemningen om Danmarks retsforbehold og målinger, der viser dødt løb, er der al mulig grund for Morten Messerschmidt og de andre politikere til at forsøge at overbevise tvivlerne om, at de skal stemme ja eller nej. Eller i det mindste overbevise folk om, at de skal ulejlige sig ned i den lokale gymnastiksal og sætte krydset.

Det sidste får man nu ikke nødvendigvis mere lyst til efter at have hørt på ja- og nej-sidens argumenter. Det mener 77-årige Birgit Frost, der er blevet lokket til at tage en brochure og et bolsje i boden hos Dansk Folkeparti, selv om hun egentlig var på vej videre.

»De jager jo en skræk i livet på én. Hvis vi stemmer nej, får vi ikke politisamarbejde, og så kommer der terrorister og pædofile og endnu flere kvinder, som bliver handlet, uden bagmændene bliver straffet for det. Og hvis vi stemmer ja, har Danmark pludselig slet ikke noget at sige i fremtiden, fordi EU kommer til at bestemme alt. Det er meget forvirrende. Ligegyldigt hvad man vælger, bliver det et farligt resultat,« siger hun.

Derfor overvejer Birgit Frost helt at lade være med at stemme.

»Jeg ved godt, at én stemme ikke rykker fra eller til, men jeg mener: Så gør jeg i det mindste ikke noget forkert!«

En følelsessag

»Er der valg, eller hvad er det, vi skal stemme om?« spørger en forvirret kvinde, da hun ser alle ballonerne.

De tre lokale socialdemokrater i en nabobod gør ellers, hvad de kan for at fortælle om vigtigheden af et ja. Men det er op ad bakke, som den yngre mand i boden forklarer:

»Folk er meget i tvivl. Det er jo et svært emne, og hvis vi skal være ærlige, går de fleste bare forbi.«

Hans Tvedskov, som passer Venstres bod, er ikke til meget mere hjælp:

»Ingen ved jo, hvad der vil være det rigtige før om 20 år. Jeg prøver at overbevise folk om at stemme ja, fordi jeg tror på fremtiden. Og hvis vi ikke engang holder sammen i Europa og kan danne et EU, der virker, er der ikke megen fremtid, hvis du spørger mig. Men jeg kan jo ikke udstikke garantier, og i sidste ende er det en følelsessag.«

Netop dét er et af afstemingens paradokser. Mens den formelle afstemning omhandler konkreter – politisamarbejde, arveret, falskmøntneri – er det, som politikerne i Rødovre appellerer til, snarere en følelse, en mavefornemmelse, en lille skræk.

Som når Morten Messerschmidt spørger en rådvild tvivler: »Hvordan har du det generelt med EU? Hvad med udlændingepolitik? Synes du, det burde være muligt at indføre grænsekontrol?«

Selv om ja-partierne har garanteret, at de ikke ønsker en fælles indvandrings- og asylpolitik, interesserer ni ud af ti vælgere sig mere for netop grænsekontrol end afstemningens centrale omdrejningspunkt: Det overstatslige politisamarbejde i Europol.

»Der er et misforhold mellem det, ja-kampagnerne handler om, og hvad folk bekymrer sig om,« konstaterer Niels Spittan, den lokale DFer, som står side om side med Morten Messerschmidt denne dag.

»Og jeg synes nu engang, vi bør tale om det, folk faktisk bekymrer sig om.«

Så det gør Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt i spidsen. Til dem, der ellers gider stille politiske spørgsmål. Og det kan i løbet af de halvanden time, EU-parlamentarikeren står i Rødovre Centrum, tælles på mindre end to hænder.

»Jeg kan forstå, du har fået en ny sag med en lastbil med dit billede på?« driller en forbipasserende med henvisning til, at Europanævnet nu vil undersøge, om DF har misbrugt støttemidler fra nævnet til at føre personlig valgkamp for Morten Messerschmidt.

»Nå, den har jeg ikke hørt om. Det må jeg lige følge op på,« svarer politikeren med et afværgende smil.

De fleste, der stopper op ved folkepartiets bod, er dog mest interesserede i at give hånd og tage billeder. De er allerede »på holdet«, som to mænd konstaterer. Og i Rødovre Centrum er Morten Messer­schmidt stadig en politisk kendisstar.

»Min kæreste bliver så misundelig, når han ser det,« siger Anette, som har taget et snap shot med sig selv og Morten Messerschmidt med sin smart phone.

»Skal du have en brochure med?« spørger den lokale DFer, og Anette kigger op.

»Det behøver jeg ikke,« svarer hun.

Hun regner med at stemme på torsdag. Det er i hvert fald planen at komme af sted. Nøjagtig hvad afstemningen handler om, kan hun ikke redegøre for. Men det er heller ikke så afgørende, for hun stoler på DF og Messerschmidt.

»Det giver sig selv, synes jeg, i forhold til grænseforholdene og sådan. Derfor regner jeg også med at stemme nej.«