De ivrige, de passive og benægterne

Erhvervslivet forsøger med store kampagner at få politikerne til at reagere på en truende mangel på arbejdskraft. Men det er en ubekvem politisk dagsorden, som enten medfører flere udlændinge eller flere reformer. Læs nyhedsanalysen fra Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther.

Skal danskerne arbejde mere, eller skal vi have mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark for at sikre vores velfærd? Den politiske scene er opdelt i de reformivrige, de passive og benægterne. Her er litauiske Alex Voropajevas ved at tilse tomaterne i Niels Møller Rasmussens Gartneri i Borup på Midtsjælland. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Det begyndte med et smart retorisk kneb og kan ende i handlingslammelse.

For regeringen og især Socialdemokraterne har det længe været et led i en slagkraftig kampagne at kæde de reformer, man har gennemført, sammen med den aktuelle forbedring af økonomien. Danmark er ført frelst gennem krisen, fordi Helle Thorning-Schmidt (S) er gået »amok i reformer«. Men de to ting har meget lidt med hinanden at gøre.

Reformerne virker på langt sigt og er nødvendige for at gøre dansk økonomi holdbar om fem, ti, 20 år. Og den krise, som vi nu er på vej ud af, skyldes først og fremmest det globale økonomiske tilbageslag, og opsvinget er stærkt hjulpet på vej af lav rente, lav oliepris, europæisk pengeudpumpning og høj dollarkurs. Det er med andre ord kun i ringe grad Thorning og Løkkes reformer, der nu får beskæftigelsen og væksten til at stige. Og sammenkædningen af de to ting er giftig.

Når Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening nu indleder store kampagner, der skal gøde jorden for nye velfærdsreformer og peger på behovet for at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet, spænder det ben for de politiske partier, der havde satset på, at reformer var noget, der hørte kriseårene til.

Fortællingen om, at vi nu har været så meget ondt igennem med nedskæringer og rundbarbering af velfærdsydelser for at nå frem til de gode år, hvor frugterne kan nydes, holder ganske enkelt ikke. Og sammenkædningen af den aktuelle krise og reformerne udløser to akutte problemer for især Socialdemokraterne.

For det første lægger det partiets økonomiske politik næsten øde. De tiltag, som skal til for at øge arbejdsstyrken og efterkomme erhvervslivets mangel på arbejdskraft, er enten en senere pensionsalder, upopulære reformer, der kan få flere fra overførsel i job, eller at få dem, der er i job, til at arbejde mere. På kort sigt er det desuden at lukke mere op for import af arbejdskraft.

Ingen af delene er særligt attraktivt politisk. Og slet ikke så tæt på et valg.

Da de Radikale for nylig foreslog at fremrykke en del af tilbagetrækningsreformen, så pensionsalderen udskydes tidligere end planlagt, blev det blankt afvist af regeringspartneren og stort set alle andre. Statsministerens reaktion var endda, at man skulle lade være med at fokusere så meget på »udbuddet af arbejdskraft«, hvilket man ellers har gjort ret entydigt i en periode på tre et halvt år.

For det andet medfører sammenkædningen af krise og reformer, at det stort set er umuligt at forklare befolkningen, hvorfor det er nødvendigt med reformer af velfærden, når nu det går fremad med økonomien.

Reformerne skulle jo bare bringe os ud af krisen. Men opsvinget i den private sektor er afhængig af, at der er tilgængelig arbejdskraft, og findes den ikke i Danmark, vil virksomhederne enten i stor stil importere den fra resten af verden, hvilket ikke er uden omkostninger, eller flytte produktionen til udlandet.

Hvis det »udbud«, som Helle Thorning-Schmidt ikke mener, at man skal fokusere for meget på, ikke er der, risikerer opsvinget at fise ud – også på kort sigt.

Og hvis Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl vil lukke mere af for udenlandsk arbejdskraft til danske virksomheder, kan enden på det blive, at de må flytte derhen, hvor den udenlandske arbejdskraft er.

Politiske partier, interesseorganisationer og tænketanke er ved at gruppere sig i tre retninger afhængig af deres syn på fremtidens økonomiske udfordringer. Der er de reformivrige, de passive og benægterne. DA og DI hører til de ivrige sammen med den liberale tænketank CEPOS, Liberal Alliance, de Konservative og de Radikale.

De passive er især Socialdemokraterne og Venstre, suppleret af dele af fagbevægelsen. Dog med den tilføjelse at Venstre har præsteret både en reform af udlændingereglerne, som skal skaffe mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark, og en plan for et loft over kontanthjælp og en lettelse af skatten i bunden. Spørgsmålet er, hvor langt det rækker? Benægterne er Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF og dele af fagbevægelsen, AE-Rådet og andre, som i stort omfang mener, at virksomhederne må kunne få den arbejdskraft, de mangler på jobcentret eller ved at efteruddanne flere. Og at udfordringerne på den anden side af 2020 ikke er så store.

De tre grupper matcher i høj grad den klassiske højre-venstreskala, hvilket får uenighederne til at ligne en genkendelig politisk kamp med fakta og økonomiske fremskrivninger som våben. Men udfordringen er måske, at det er »de passive«, der kommer til at regere landet.