Der var egentlig lagt op til en regulær fornyelse af området omkring et af Danmarks største kollegier, Grønjordskollegiet på Amager. 

Grå asfalt skulle skiftes ud med grønne arealer til glæde for samtlige 1.000 beboere, og diverse fonde stod klar med seks millioner kroner til at finansiere projektet. 

Men sådan bliver det ikke lige foreløbig. 

38 parkeringspladser spænder nemlig ben for den grønne byfornyelse.

Det viser et såkaldt mangelbrev fra Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning. 

Her fremgår det, at kommunen ikke kan godkende de ellers færdiglavede planer for projektet, fordi kollegiets bestyrelse ikke har angivet, hvor de 38 parkeringspladser, som skal nedlægges for, at projektet kan blive en realitet, skal ligge i stedet.  

Og det vækker forundring hos bestyrelsen. 

»De er fuldstændig overflødige. Det er det, der er så absurd ved det her,« siger bestyrelsesforperson Christopher Røhl. 

Han fortæller, at de 38 parkeringspladser er en del af i alt 70 parkeringspladser, som kollegiet i dag udlejer til virksomheder i nabolaget. 

»Og vi har endda stadig ledige pladser til kollegiet, selv når de 70 pladser er optaget. Vi vil egentlig hellere have grønne arealer end være udlejningsfirma for tomme parkeringspladser,« siger han. 

Stramme regler

Det er imidlertid ikke ond vilje fra Københavns Kommune, der står i vejen for nedlæggelsen af de 38 parkeringspladser. Kommunens teknik- og miljøudvalg har besluttet, at »Teknik- og Miljøforvaltningen ikke nedlægger parkeringspladser, medmindre nedlæggelserne er godkendt politisk, eller er en forvaltningsmæssig forpligtelse«.

Med andre ord er man fra politisk hold blevet enige om, at behovet for parkeringspladser i København foreskriver, at så få som overhovedet muligt skal nedlægges. 

Kommunen har derfor bedt bestyrelsen om at anvise en ny placering til de 38 parkeringspladser.

Christopher Røhl, hvorfor kan I ikke bare flytte jeres 38 parkeringspladser?

»Det kan vi også godt, men ironisk nok risikerer vi at skulle asfaltere grønne arealer andre stedet på kollegiet, og det fordyrer også projektet,« siger han. 

Beboerne på Grønjordskollegiet havde ellers sikret sig støtte til projektet fra blandt andre Villum Fonden, som har øremærket lige knap fem millioner kroner til det. Dertil kommer én million kroner fra Nordea-fonden og en række småbeløb – herunder 100.000 kroner fra Københavns Kommune biodiversitetspulje.