»De fløj under radaren«

Hverken direktionen i socialforvaltningen eller socialudvalget i Københavns Kommune vidste, at 39 svært handicappede borgere eksisterede, og der blev ikke ført generelt tilsyn med stederne, hvor de var placeret. Hvordan, det kan ske, er umuligt at forstå, erkender topchefen i socialforvaltningen.

Anette Laigaard står i spidsen for socialforvaltningen i Københavns Kommune og indrømmer, at der er sket lovbrud i forbindelse med anbringelse af 39 handicappede personer på forskellige bosteder. Foto: Niels Ahlmann Olsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Socialforvaltningen i Københavns Kommune, der har haft omfattende problemer på handicapområdet, skal endnu en gang ud i en større oprydning. Det viser sig, at 39 af kommunens stærkt handicappede voksne, der er placeret i andre kommuner i særlige døgntilbud, på forunderlig vis er forsvundet i systemet.

Opgørelsen er foretaget efter, at Berlingske for tre uger siden kunne beskrive, hvordan beboerne på Københavns Kommunes bosted Møllen i Kalundborg blandt andet mod loven låste borgerne inde i små rum og videoovervågede dem.

I 2007 vedtog kommunen ellers en helt ny tilsynsreform efter skandalen om bostedet Tokanten, hvor de handicappede blandt andet blev låst inde og fik franarret deres penge. Berlingske har i en lille måned forsøgt at få et interview med administrerende direktør i København Kommunes socialforvaltning Anette Laigaard, der også var ansvarlig for forvaltningen under Tokanten. Hun stiller nu op til interview og fortæller, at de svært handicappede københavnere »fløj under radaren«.

»Det drejer sig om 36 borgere plus de tre, som vi nu har flyttet fra bostedet Møllen. De er fløjet under radaren. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle, hvorfor de er det. Fordi vi har virkelig haft snuden i sporet for at sikre, at vi kom op i kvalitet på tilbud. Og så er det meget mærkeligt, at der er en lille gruppe her, der af en eller anden grund er smuttet for det generelle tilsyn.«Hvordan kan det ske, at der ikke kommer tilsyn på stederne?

»Det kan kun være mit gæt, men mit gæt er, at man har regnet med, at det ville den stedlige kommune (der hvor bostedet ligger, red.) sørge for. Jeg er godt klar over, at det er tåbeligt at tro. Men det er det, der ligger i det. Vi er ikke opmærksomme på, at vi har en problematik.« Så når socialudvalget skal godkende de årlige rapporter for tilsyn i 2009, 2010 og 2011, bliver de heller ikke orienteret om disse steder?

»Nej, for de kan ikke se dem i papirerne. Hvordan skulle hverken de eller jeg kunne spørge til dem? De er ikke klar over, at der er noget galt overhovedet,« siger Anette Laigaard. Hvem ved noget om disse borgere?

»Det gør de ansatte, der fører de individuelle, personrettede tilsyn hvert andet år. De ved ikke, at der også skal foretages et generelt eksternt tilsyn. Borgerne lider ingen nød, men formelt er tingene ikke i orden.« Men det er vel også vigtigt at få de oplysninger, man får ud af et generelt tilsyn?

»Ja, selvfølgelig. Der er jo en mening med lovgivningen.«Hvor alvorligt er det, at borgerne forsvinder i systemet?

»Jeg lægger vægt på, at der har været kontakt til borgerne. På den måde mener jeg ikke, det er alvorligt. Men dermed vil jeg ikke sige, at jeg synes, det er i orden ikke at overholde loven. For det synes jeg selvfølgelig ikke.«

Socialforvaltning Indrømmer lovbrud

I skriver i en redegørelse, at stederne ikke er godkendte. Hvordan er kommunen havnet i at bruge ikke-godkendte steder?

»Vi har i dag 1.250 pladser til målgruppen borgere med handicap, hvor det kører fuldstændig efter bogen. Vi havner i dette her, fordi vi måske ikke har den plads, vi skal bruge i Københavns Kommune, og måske kan vi ikke vente på at få den plads, vi skal bruge. Så er vi nødt til at etablere noget, der skal være særligt og hurtigt. Så sker der det nogle gange, at borgeren bliver glad for at være der. Så kan det ikke nytte noget, at vi siger, »nu skal vi have dig hjem til København, kammerat«. Borgerens behov kommer først.« Vil du vurdere, at en del af disse steder (16 af dem) er et brud med serviceloven?»Ja, det ville jeg. Det er en bestemmelse, som siger, at opholdskommunen godkender stedet. I det omfang opholdskommunen ønsker, at anbringende kommune (København, red.) gør det i stedet for, vil det være anbringende kommune, der skulle have sørget for det.« Har I modtaget klager på disse enkeltmandstilbud?

»Nej. Absolut ikke. De henvendelser har vi reageret på. Hvis vi havde fået klager af den type som på Møllen, havde vi flyttet borgerne.«

Inden for de seneste to år er indberettet i alt tre tilfælde af magtanvendelse på gruppen af borgere med handicap. Er det et retvisende tal?

»Tre lyder meget lavt, så der er grund til at få det undersøgt grundigt.«Der har været denne slags sager i din forvaltning før, for eksempel sagen om Tokanten i 2007, hvor borgerne blev låst inde og fik franarret deres penge. Hvordan kan de blive ved med at dukke op?

»Jeg vil sige, at der er en tid før og efter Tokanten. Efter Tokanten og de andre par sager har vi virkelig lagt om. Og vi har haft snuden ekstremt meget i sporet for at sikre gode rammer og ordentlige vilkår for vores borgere på vores botilbud. Så det er utrolig ærgerligt, at der opstår denne situation. Men der er altså en lille gruppe, der er faldet under radaren. Det er en gruppe med helt særlige foranstaltninger. Det er den eneste måde, jeg kan forklare det.«Mener du, at du lever op til dit ansvar som direktør, når denne type sager bliver ved med at komme frem?

»Ja, det gør jeg. Jeg har virkelig hele tiden fokus på at få rettet op, hvis noget skal rettes op. Og sikre kvaliteten. Så det må jeg sige, at det gør jeg,« siger Anette Laigaard.