De fem centrale spørgsmål i sagen om Bo Lidegaard og »storspionen«

En 73-årig journalist føler sig krænket af en artikel i Politiken. Han kræver godtgørelse på 300.000 kroner og Politikens tidligere chefredaktør fængslet.

Bo Lidegaard var chefredaktør på Politiken, da artiklen blev publiceret, og det er ham, som Per Michaelsen kræver fængslet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

En strid om ord udfolder sig i Københavns Byret. Ord af den slags, som volder omfattende skade på omdømmer, og som kan resultere i fængselsstraf til Politikens tidligere ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard, samt en klækkelig erstatning til sagsøgeren.

Bo Lidegaard bærer det journalistiske ansvar for den omdiskuterede artikel i Politiken bragt 26. maj 2012, og med det udgangspunkt er han anklaget for injurier og grov bagvaskelse.

I den pågældende artikel skrev Politiken, at Per Michaelsen er navnet bag den »storspion«, som koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis måneden forinden fortalte til BT, at han ved »et svineheld« var stødt på i »hidtil ukendte, hemmeligtstemplede dokumenter« fra den østtyske statssikkerhedstjeneste, Stasi.

På den anklagende side af fejden står sagsøgeren, Per Michaelsen, en 73-årig tidligere journalist på Information og Ekstra Bladet, som er forfatter til flere bøger om koldkrigstiden og Stasis spionnetværk. I retten fortæller Per Michaelsen, at han er dybt berørt over at blive hængt ud i Politikens artikel. Han kræver godtgørelse på 300.000 kroner og fængselsstraf til Bo Lidegaard.

Her er de centrale spørgsmål i sagen

Skrev Politiken, at Per Michaelsen var spion for Stasi under den kolde krig?

Nej. Teknisk set har Dagbladet Politiken ikke skrevet, at Per Michaelsen var spion for Stasi. Bo Lidegaard gentager flere gange i byretten: »Vi har skrevet, at Per Michaelsen er den person, Thomas Wegener Friis tænker på«.

I den omstridte artikel står der:

»Han har fået Venstres frihedspris og en række journalistiske hædersbevisninger for at afsløre danskere, der samarbejdede med den østtyske statssikkerhedstjeneste Stasi. Men nu bliver den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, Per Michaelsen, selv sat i forbindelse med koldkrigstidens mest berygtede efterretningsvæsen.«

Og lidt længere nede i Politikens artikel:

»Thomas Wegener Friis har »ingen kommentarer« til navnet Per Michaelsen, men ifølge Politikens oplysninger har forskeren selv fortalt flere personer, at det er ham, sagen drejer sig om.«

I byretten er det i øvrigt kommet frem, at den ene af Politikens anonyme kilder er historiker Bent Jensen, som i en skriftlig vidneforklaring står ved, at Thomas Wegener Friis i sin tid betroede ham, at Per Michaelsen var den “storspion”, han ved “et svineheld” var stødt på i Stasi-arkiverne.

Men kan det være injurier og bagvaskelse, hvis Politiken teknisk set ikke har skrevet, at Per Michaelsen var spion for Stasi under den kolde krig?

Det er sagens kerne, og svaret kender vi ret beset først, når dommer Dorte Nørby træffer afgørelse i sagen. Påstanden fra sagsøgerens advokat er, at Per Michaelsen er blevet miskrediteret og stemplet som Stasi-spion af Politikens artikel. Fra Bo Lidegaards advokat lyder det under proceduren, at Politiken netop ikke laver den kobling, men alene »viderebringer, hvem forskeren havde i kikkerten.«

Omvendt bemærker Per Michaelsens advokat, ligeledes i byretten:

»Lad mig minde om, at en sigtelse om at en nulevende person er/har været spion for en udenlandsk statstjeneste. Det er vel nok den allermest alvorlige sigtelse, man kan rejse mod et andet menneske i den danske straffelov. Det overgås måske af en sigtelse for kongemord eller meget alvorlige terrorhandlinger. (...) Det er ikke "nåh ja, det må man tåle" og trækken på skuldrene. Det er meget alvorligt at sætte et andet menneske under sådan en mistanke.«

Men har medier - herunder Politiken - ikke ytringsfrihed til at gengive oplysninger fra kilder?

Danske mediers ytringsfrihed er stadfæstet dels i Grundloven og dels i Den Europæiske Menneskeretskonvention artikel 10. Ifølge advokat for Bo Lidegaard, Tyge Trier, skal nationale domstole ifølge konventionens praksis sondre mellem mediernes egne udsagn og videreformidling af andres udsagn eller oplysninger.

Derudover lægger advokaten til grund, at debatten om den kolde krig er »væsentlig«, og at Per Michalsen som offentlig person i den forbindelse må »tåle kritisk omtale«.

Om hensynet til mediers ytringsfrihed frikender Bo Lidegaard for skyld i den aktuelle sag, er endnu et spørgsmål, vi først kender svaret på, når dommer Dorte Nørby afsiger kendelse 21. juni.

Var Per Michaelsen spion for den berygtede østtyske statssikkerhedstjeneste, Stasi?

Det ved kun Per Michaelsen selv med sikkerhed. Hverken BT, Politiken, andre medier eller koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis fra Syddansk Universitet har fremlagt dokumentation for den påstand.

Centralt i dette spørgsmål er, at det kan vise sig umuligt at svare på. De såkaldte Stasi-arkiver i Berlin er ufuldstændige, hvad angår den del af arkiverne, som handler om udenlandske - herunder danske - spioner fra den kolde krig. Store dele af arkiverne blev destrueret kort før murens fald, men en del af dem er dukket op igen, angiveligt hos CIA i USA.

Det drejer sig om de såkaldte Rosenholz-arkiver, der er todelt. Den ene del indeholder oplysninger om udenlandske Stasi-agenters dæknavne. Den anden del deres borgerlige navne.

Politiets Efterretningstjeneste fik angiveligt den del af Rosenholz-arkiverne, som handler om danske personer, overdraget tilbage i 90erne. Forskere har dog siden rejst tvivl om, hvorvidt alle de danske oplysninger er blevet udleveret til Danmark. I et svar til Folketinget i juli 2012 refererer daværende Justitsminister Morten Bødskov (S) dog et svar fra PET, som angiver, at “det er Politiets Efterretningstjenestes opfattelse, at tjenesten har modtaget alle de oplysninger fra arkivet, der vedrører Danmark”.

De såkaldte Rosenholz-arkiver er en del af efterretningstjenestens historiske arkiv og ikke tilgængeligt for forskere og journalister.

Hvorfor skrev Politiken overhovedet historien?

Bo Lidegaard fortalte mandag i vidneskranken, at han som ansvarshavende chefredaktør blev inddraget i beslutningen om, hvorvidt avisen skulle bringe den pågældende artikel. Han gav efter »nøje overvejelser« grønt lys til historien.

Den tidligere ansvarshavende chefredaktør forklarede, at han på den ene side vejede hensynet til Per Michaelsens privatliv og på den anden side offentlighedens interesse i sagen. Her spillede det ifølge Bo Lidegaard en central rolle, at der netop var tale om Per Michaelsen, som gennem sin karriere har skrevet omfattende i artikler og bøger om koldkrigspioner. Som afslutning på sin vidneforklaring kom Bo Lidegaard med følgende kommentar:

»Når jeg traf den beslutning at publicere artiklen, var det fordi, at sagsøger efter min opfattelse tilhører en meget lille kategori af journalister, offentlige opinonmagere og arkivforskere, der systematisk har navngivet en lang række mennesker i pressen og i bøger og ofte på et fuldstændigt ukendt grundlag. Det er fuldstændigt afgørende for at forstå denne del af vores fælles historie, at der altså også er forskere, som retter mistanke mod den person, der har navngivet de her personer.«

Både Bo Lidegaard og Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen, som i sin tid skrev historien, står i byretten fortsat i dag ved formuleringerne i den pågældende artikel.

Hans Davidsen-Nielsen, som har skrevet to bøger om politiets og Forsvarets efterretningstjenester under den kolde krig, fortæller under vidneansvar, at han to gange gav koldkrigsforsker Thomas Wegener Friis mulighed for at afkræfte, at »storspionen« var Per Michaelsen.

Begge gange lød koldkrigshistorikerens svar ifølge journalisten: »Ingen kommentarer.«

Artiklen er opdateret kl. 17:31 med et femte centralt spørgsmål i sagen.