De er udsprunget af Arne Jacobsens tegnestue: Nu kommer de med kras kritik af »katastrofe«-renovering

Udtrykket på et af Københavns arkitektoniske vartegn er truet, da facaden står til en renovering. Nu slutter endnu en tegnestue sig til de kritiske røster. Hotellet bør fredes, mener hun.

Oprindeligt var hotellets stueetage udstyret med en fantastisk vinterhave med hængende orkideer i rumhøje glasmontrer, der fungerede som skærm mellem lobbyens forskellige funktioner. Niels Ahlmann Olesen

SAS-hotellet tårner sig op som et højt, slankt vartegn over København. 

Der har det stået stille siden 1960, men på det seneste har det tiltrukket sig ualmindeligt meget opmærksomhed.

En række arkitekter har i Berlingske rejst hård kritik af planerne for en omfattende renovering af facaden, der er under opsejling. 

Det vil ødelægge den historiske bygning, der er tegnet af Arne Jacobsen, mener de.

Nu melder endnu en stemme sig ind i koret af rasende kritikere. Her advarer Tine Holmboe, der er administrerende direktør i Dissing-Weitling, som er udsprunget af Arne Jacobsens tegnestue, om den »potentielle arkitektoniske katastrofe«, der kan være på vej.

»SAS Royal Hotellet, hvis facade står til udskiftning, er ikke kun kulturarv – det er også et enormt markedsførings- og brandingmateriale, som København og nationen profiterer af,« skriver hun i et debatindlæg, der er bragt i mediet Byrummonitor.

Tine Holmboe undrer sig over, at hotellet ikke er fredet, men blot kategoriseret som bevaringsværdigt i sådan en grad, at man eksempelvis »kan slippe afsted med« at lave en facaderenovering, der ikke respekterer den oprindelige arkitektur.

»Restaurering af kulturarv kræver samarbejde – for i nogle tilfælde at munde ud i innovation og i hvert tilfælde nå bedste løsning i nutid, med respekt for fortid og fremtid,« skriver hun i sit indlæg.

Arne Jacobsens SAS-hotel, der i dag hedder Radisson Collection Royal Hotel, stod færdigt i 1960 og var på det tidspunkt et såkaldt Gesamtkunstwerk, en bygning, hvori alt fra yderst til inderst, fra dørgreb, tekstiler og møbler til bestik, glas og peberkværn, var tegnet af den samme arkitekt ud fra et helhedsperspektiv. Linda Kastrup

»Idioti«

Hotellet, der i daglig tale bliver omtalt som »SAS Hotel«, er ejet af et norsk investeringsfirma, der er bygherre på projektet. 

Tidligere har det vakt kritik, at hotellets indre i store træk er blevet skiftet ud og ikke længere fremstår som det arkitektoniske projekt, det engang gjorde.

Og denne gang er bygherre tilsyneladende gået i gang med det krævende projekt helt uden at have arkitektrådgivere tilknyttet. Det mener i hvert fald Christoffer Harlang, arkitekt og professor på Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur.

»Man har først ødelagt alt det indre på et tidspunkt, hvor man ikke havde forståelse for det. Nu er det åbenbart facadens tur,« sagde Christoffer Harlang i et interview til Berlingskes arkitekturredaktør tidligere på måneden. 

»I dag ved enhver, at et designhotel, tegnet helt igennem af en af verdens førende arkitekter, er en fuldstændig fantastisk attraktion – også økonomisk. Så set ud fra en forretningsmæssig synsvinkel så er det jo idioti, det, de gør.«

Kritikerne mener samstemmigt, at den foreslåede renovering vil ødelægge bygningens ikoniske facade. 

De frygter, at hotellet vil miste den detaljering, de oprindelige profiler har. Dermed vil det angiveligt komme til at virke mere »klodset« og »banalt«, end det gør i dag. 

Sagen ligger lige nu på bordet i en omstridt facaderenovering af Arne Jacobsens SAS-hotel til behandling hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.