De danske børn sulter, alle har »angst«, de er triste og rastløse – rapport fra en lejr i Syrien

Rapport fra Udenrigsministeriet fastslår, at 10 undersøgte børn i Syrien lider af angst, og flere er underernærede – heraf nogle alvorligt. Børnene er triste, og deres liv vil blive endnu mere ulykkeligt, hvis de skilles fra deres mor og søskende.

 
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) præsenterer regeringens planer for et nyt udrejsecenter, i Udlændinge- og Integrationsministeriet onsdag den 19. maj 2021. Ritzau/Scanpix. Redigering: August Bang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Samtlige af de tilsete børn, der opholder sig i en fangelejr i det al-Hol-lejren i Syrien, har »symptomer på angst«, og flere af børnene lider af sult. De er »underernærede« – nogle endda alvorligt – og samtlige har brug for lægelige undersøgelser og sundhedsbehandling.

Det fastslår den særlige undersøgelsesgruppe under Udenrigsministeriet – den såkaldte Task Force Evakuering – der under en rejse til Syrien har fået adgang til at undersøge 10 af de 19 danske børn af lejrene. Der bor 64.000 mennesker alene i al-Roj-lejren.

Af rapporten fremgår det, at børnene er angste for at blive adskilt fra deres mor og søskende, ligesom de har »angst om natten, ved høje lyde og ved syn af soldater«. De viser tegn på »tristhed«, de har problemer med koncentration, er rastløse, og nogle børn har symptomer på »egentlig psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse«.

Danske speciallæger konstaterer, efter at have tilset børnene, at deres forhold vil blive endnu værre, hvis de bliver i lejrene. Mulighederne for at behandle og »redde« dem, vil blive forringet i »væsentlig grad«, hvis de ikke hjælpes. Og hvis børnene adskilles – som det længe har været regeringens ønske – fra deres mødre eller søskende, vil det »påføre børnene en yderligere sundhedsmæssig belastning med risiko for forværring af deres psykiske tilstand«. Taskforcen er også nået frem til, at »alle børn er knyttet til deres mor og søskende«, men dog også, at ingen af dem har direkte »livstruende« sygdomme.

Det fremgår også af rapporten, at »alle« børn er i »væsentlig« risiko for forværring af deres mentale tilstand, der er risiko for, at de får svært ved at læge eller udvikle sig normalt, nogle er »alvorligt« underernærede, andre har risiko for smitsomme sygdomme, og for alle børn gælder det, at én dag mere i lejren vil forværre deres situation.

»For alle børn vil fortsat ophold i lejrene have alvorlige konsekvenser for børnenes udvikling (…) og for alle børn vil fortsat ophold i lejren forringe behandlingsmuligheder i væsentlig grad,« fremgår det af rapporten.

Alle bør evakueres

De to speciallæger, der har undersøgt børnene, anbefaler derfor, at alle børn bør evakueres, og det bør ske sammen med deres mødre.

Af rapporten fra gruppen fremgår det også, at situationen i lejrene i det nordøstlige Syrien er blevet forværret, og at denne »forværring« har taget fart siden årsskiftet, ligesom at terrorgruppen Islamisk Stat »radikaliserer og udøver social kontrol« over de tilbageholdte. Ifølge rapporten er Islamisk Stat »markant til stede« i al-Hol-lejren, hvor terrorgruppen direkte driver »skolelignende institutioner«; lejren er dertil præget af vold og drab.

I 2021 har der været omkring 40 drab, fremgår det. Det fremgår også, at tilbageholdte i lejrene i stigende grad flygter eller smugles ud fra lejrene, antallet af fangeflugter har været stigende, børn og kvinder udsmugles med henblik på at blive trænet af Islamisk Stat, eller for at forsøge at rejse hjem, og taskforcen vurderer, at der er en »stigende risiko for,« at danske statsborgere forsvinder fra lejrene og »kommer på fri fod.«

Regeringen oplyste tirsdag, at beslutningen om at hjemtage tre mødre og 14 børn blandt andet skyldes, at det kurdiske selvstyre, der driver lejrene, er tæt på alligevel at bede andre lande om at hjemtage deres statsborgere, ligesom kurderne har bekræftet, hvad kurderne hele tiden har sagt: Som udgangspunkt vil de ikke stå tilbage med vesteuropæiske mødre, mens lande som Danmark tager småbørn hjem. Det er hele familier eller ingen.