De borgerlige kan også

Venstre har selv flere gange tidligere udnævnt topembedsmænd med et klart politisk ståsted samt brugt embedsmændene i politisk øjemed.

Baggrund

Det er ganske usædvanligt, at en politiker af Anders Fogh Rasmussens kaliber - Venstres formand og statsministerkandidat - angriber en navngiven topembedsmand.

Men det var, hvad han gjorde i sin grundlovstale. Før den tid havde Thor Pedersen her i avisen været ude med kritik af, at Nyrup-regeringen for tre uger siden udnævnte socialdemokraten Karsten Dybvad med en fortid i LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til stillingen som departementschef i Finansministeriet. En meget betroet og vigtig post i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger, hvor en stadig stigende del af regeringens politik for hele folketingsåret bliver fastlagt.

Samtidig kritiserede Fogh Rasmussen generelt Nyrup-regeringen for at misbruge det ellers uafhængige embedsapparat i et partitaktisk spil. Specielt er venstrefolk harme over, at Finansministeriets embedsmænd i januar lavede et notat - som blev lækkket til Berlingske Tidende - hvor der var kritik af Venstres økonomiske politik. Men tidligere har Venstre dog hverken afholdt sig fra at udnævne topembedsmænd med et klart politisk ståsted eller for at bruge statsadministrationens embedsmænd i et tvivlsomt politisk ærinde.

I august 1986 kom den daværende Venstre-landbrugsminister Britta Schall Holberg ud i heftig politisk kritik, da det kom frem, at hun havde bedt sine embedsmænd om at fabrikere tyve politiske spørgsmål om landbrugspolitik - og tilsvarende tyve gode svar, som hun kunne profilere sig på i den døde tid i sensommeren.

Sagen endte i september samme år med, at Schall Holbergs øverste chef statsminister Poul Schlüter over for Folketinget blev tvunget til irettesætte sin landbrugsminister for at have misbrugt embedsapparatet.

To år senere dukkede en mere alvorlig sag frem - også om misbrug af spørgsmål. Den daværende formand for Folketingets retsudvalg, den konservative Grethe Fenger Møller var blevet bedt af sin nære ven, partifælle og fortrolige, justitsminister Erik Ninn-Hansen om at stille et spørgsmål, som han skulle svare på i Folketingets retsudvalg. Det var i øvrigt ministerens kvikke ministersekretær, der havde fabrikeret indholdet i spørgsmålet. Manøvren havde nemlig den lille finte, at netop det spørgsmål ville betyde, at ombudsmanden var afskåret fra at undersøge Justitsministeriets handlemåde i de tamilske familiesammenføringer - den sag der første til Schlüter-regeringens afgang og en rigsretsdom over Ninn-Hansen. Grethe Fenger Møller fik en betinget fængselsstraf for sin løgn.

Da Anders Fogh Rasmussen kom til som skatteminister i 1987, hvor han afløste Isi Foighel, opbyggede han et skattepolitisk sekretariat inden for rammerne af sit ministerium. Sekretariatet med fem medarbejdere havde helt åbenlyst til formål at forberede politiske oplæg af et skarpt liberalt tilsnit, som kunne ruste Anders Fogh Rasmussen til kampen internt i regeringen mod de to andre økonomiske ministre, Niels Helveg Petersen (R) for Økonomiministeriet og Palle Simonsen (K) og siden Henning Dyremose (K) i Finansministeriet.

Fogh arbejdede målrettet på at få overtaget i forhold til regeringspartnerne, da Schlüter gik i gang med at arbejde med det, der skulle være »Århundredets økonomiske plan.«

Politiske udnævnelser har også forekommet. Blandt eksemplerne kan nævnes, at Venstre-statsminister Poul Hartling i 1974 tog Venstre-politikeren Søren K. Sørensen ind som medicinaldirektør. Et embede, som han sad i frem til 1988, og som gav ham uendelige mange bataljer med sin partifælle og politiske chef, Britta Schall Holberg. Afløseren som øverste chef i Sundhedsstyrelsen blev en anden partifælle, den erklærede venstremand og tidligere dekan ved det medicinske fakultet på Aarhus Universitet, Palle Juul-Jensen.

At embedsmænd i stigende grad bliver draget ind i egentlig politisk arbejde er et faktum. Det var, hvad et flertal i Folketinget i januar kritiserede Nyrup-regeringen. Blandt andet fordi den havde brugt embedsmænd til at lave glittede propaganda-pjecer om euroen.

Kun én gang tidligere har en toppolitiker brudt kutymen for ikke at gå personligt efter en embedsmand. Det var Anders Fogh Rasmussens forgænger, Uffe Ellemann-Jensen, der i valgkampen i 1998 gik efter Nyrups partifælle og sekretariatschef Peter Mogensen.

»Han vil selvfølgelig ikke blive, hvor han er i dag,« sagde Ellemann dengang til denne avis.

Nu følger arvtageren op i jagten på socialdemokratiske embedsmænd.