»De bør have verdens største røde ører«

Camilla Plum gav arveafkald på sin mors formue. Men nu er pengene væk, og Plum-fonden begæret konkurs. For første gang står Camilla Plum frem og kommenterer balladen i sin mors fond.

»Jeg gav arveafkald, fordi 70 millioner kroner ville have gjort mig bundulykkelig og givet mig et elendigt liv. Det er langt sjovere at lave sine egne penge,« siger TV-kokken og kogebogsforfatteren Camilla Plum i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Sentimentalitet er normalt ikke en følelse, som er fremtrædende hos Camilla Plum. Men den kontante TV-kok må indrømme, at hun ærgrer sig. »Helt ud i lilletåen«, som hun siger.

Mandag den 3. maj 2010 blev dagen, hvor hendes mors livsværk reelt afgik ved døden. Det skete, da bestyrelsen i Enkefru Plums Støttefond indgav konkursbegæring til Sø- og Handelsretten. Venstrefløjens engang så store pengetank - stiftet af formuen efter moderen, den velhavende aktivist Lise Plum - er ikke mere.

Nu mangler kun at få opgjort værdier og gæld; derefter kan Plum-fonden endegyldigt stedes til hvile.

Så Camilla Plum er ærgerlig og forarget. Både som sin mors datter og som en person, der stadig mener, at der er meget i verden, som skal rives op og laves om fra venstre.

»Alle de penge kunne være gået til nogle fede ting. I stedet er de bare forsvundet ud i den blå luft,« siger hun.

Uansvarlige tøsedrenge

Berlingske Tidende har siden august undersøgt fondens forhold og bl.a. kunnet afsløre, at bestyrelsesmedlemmerne har givet hovedparten af fondens donationer til egne projekter, at over 60 procent af indtægterne i de senere år er gået til administration, og at fondens nu tidligere direktør, bestyrelsesmedlem, advokat og husvært i en og samme person - den københavnske advokat Christian Harlang - til sidst var suverænt største enkeltmodtager af penge fra fonden. Formålet var ellers at støtte økologi, demokratiudvikling og konfliktløsning uden voldelige midler.

Om bestyrelsesmedlemmerne siger Camilla Plum i dag:

»En samling uansvarlige tøsedrenge har kørt min mors livsværk helt ud på kirkegården.«

Lise Plums formue var i lige så høj grad hendes mand, Niels Munk Plums formue. Han døde i 1986, Lise Plum i 1993. Hun var ud af familien bag den internationale betonkoncern H+H, som Niels Munk Plum en årrække stod i spidsen for. Sideløbende var de lidenskabeligt aktive - og gavmilde - i venstrefløjens atommarcher, i modstanden mod EF og apartheid samt ikke mindst i den spirende økologiske bevægelse herhjemme.

Arveafkald som 18-årig

To gange - første gang som 18-årig, anden gang kort før moderens død - gav hun officielt arveafkald. Hun fik lidt penge, sommerhuset og Cap Horn i Nyhavn - Danmarks første økologiske restaurant. Hun led med andre ord ingen nød. Men arveafkaldet gjorde det muligt for Lise Plum at placere hovedstolen, en stor aktiebeholdning i H+H, i den nyoprettede Enkefru Plums Støttefond og dermed sikre, at idealerne kunne holdes i hævd - også efter hendes død.

»Jeg gav arveafkald, fordi 70 millioner kroner ville have gjort mig bundulykkelig og givet mig et elendigt liv,« forklarer Camilla Plum:

»Det er langt sjovere at lave sine egne penge. Også selv om jeg jo aldrig kommer til at lave så mange, som jeg kunne have arvet. Og jeg er ikke, som folk der kommer let til mange penge, omgivet af en brændestabel af fordomme.«

Men mange folk vil jo nok tænke, om du aldrig - bare et splitsekund - har fortrudt dit arveafkald?

»Jeg har aldrig fortrudt. Jeg har ingen problemer med min identitet, jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg kan, fordi jeg har skabt mit eget. Det var jo i virkeligheden, hvad mine forældre forventede af mig; at pengene skulle gå til fornuftige ting frem, for at blive soldet op af mig på en luksusyacht.«

20 millioner i støtte

Plum-fonden nåede i sin 13-årige levetid at støtte de idealistiske formål op imod 20 millioner kroner. Det er Camilla Plum glad for. Men regnestykket kan også gøres op på en anden måde. Venstrefløjen ville de facto have fået flere penge ud af det, hvis de 70 mio. kr. blot var udbetalt ved Lise Plums død, og fonden aldrig var blevet oprettet. Selv efter skat.

Det er derfor, at Camilla Plum retter en hård kritik af fondens bestyrelse, der gennem årene har talt en perlerække af venstrefløjens koryfæer.

Folk som P4-værten Tine Bryld og menneskeretsjuristen Lars Adam Rehof. I bestyrelsen i dag sidder bl.a. professor Drude Dahlerup og SFeren Trine Pertou Mach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

»Min mor samlede en kreds af nære venner, som skulle lede fonden. Der var kun to, hun ikke kendte særlig godt. Den ene var Drude Dahlerup, den anden Christian Harlang. I løbet af få år var alle, der kendte min mor, forsvundet. De meldte sig ud i protest mod, at stadig mere magt blev samlet omkring Christian Harlang, der anså sig selv som uafsættelig. Desværre troede de fleste på ham, for det havde selvfølgelig aldrig været min mors hensigt. Hun vidste alt om, hvad magt kan gøre ved mennesker,« siger Camilla Plum.

Hun og ægtefællen Per Kølster var selv med i bestyrelsen til at begynde med, men besluttede at trække sig efter nogle års hårde opgør.

»Vi forsøgte at trænge igennem med budskabet om, at det var farligt at centrere så meget magt i en og samme person. Vi forsøgte også at få mere ekspertise ind i bestyrelsen, for vi var jo en flok idealister hele banden, som ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan man bestyrer en så stor aktiepost i en stor virksomhed. Men vi kunne ikke trænge igennem. Jeg mente jo, at jeg var den, som kendte min mor bedst og kunne forklare hendes intentioner med fonden. Men i bestyrelsen var det nærmest et minus at være stifterens datter. Det lykkedes at sprede den opfattelse, at jeg blot var ude på at få magten selv. Jeg svarede, at havde jeg været ude efter pengene, havde jeg nok ikke givet arveafkald, men det trængte heller ikke ind.«

Egne projekter

Camilla Plum kritiserer samtidig, at bestyrelsen i stigende grad donerede fondens penge til projekter, de selv var involveret i. Tænketanken Ny Agenda har f.eks. modtaget over en million kroner. Tænketankens stifter og forkvinde er Drude Dahlerup.

»Bestyrelsesmedlemmerne glemte, at de delte andres penge ud og har gladelig givet dem til egne projekter eller vennernes og mandens projekter. De bør sidde tilbage med verdens største røde ører. De har bevist, at de ikke forstår, hvad ansvar er, og bør trække sig fra deres offentlige hverv.«