De blev for gamle til at adoptere

Flere godkendte adoptivforældre oplever, at de bliver for gamle til at adoptere, mens de står på venteliste. Martin Krogh og hans hustru sprang fra, da de tidligst ville kunne adoptere som 48-årige.

På grund af længere og længere ventelister til adoption når nogle af ansøgerne at overskride aldersgrænsen og blive for gamle til at kunne adoptere. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN

Fertilitetsbehandlingen lykkedes ikke. De forsøgte ellers i flere år. Den naturlige vej gik nemlig ikke – Eva Krogh tabte fosteret. Men de ville have børn sammen, ingen af dem havde nogen fra deres foregående ægteskaber. Nu var det tid. Det vidste de allerede tidligt i forholdet, men da børnene lod vente på sig, besluttede de sig for at gå andre veje. De valgte til sidst at forsøge sig med adoption.

Men selv om de strøg igennem godkendelsesprocessen som adoptanter, kom de aldrig til at få det ønskebarn, de i årevis havde drømt om. For ud over, at adoptionsbureauet løbende hævede prisen for et barn, blev udsigten til overhovedet at få et barn længere og længere for hver dag, de stod på venteliste. Og den dag, der måske ville være et barn parat til dem, ville de være for gamle. Derfor traf parret til sidst den vanskelige beslutning at springe helt fra, selv om det betød, at de aldrig vil kunne stifte familie med børn.

Ifølge foreningen Adoption & Samfund er Martin Krogh og hans hustru langtfra alene om at opleve, at de når at blive for gamle til at adoptere et barn, mens de står på venteliste. Det problem kommer således oven i de økonomiske problemer, som de danske adoptionsbureauer herhjemme står i.

En blandet fornøjelse

Eva og Martin Krogh fandt sammen i 2006. Den ene var pædagog, den anden major, begge 36 år gamle. Da de havde besluttet sig for at blive godkendt som adoptivforældre, var de begge fyldt 41 år. Grænsen for at adoptere var dengang 40 års forskel mellem barn og adoptant. De havde altså endnu tid, hvis de fik et barn mellem tre og fem år. Sådan så det i hvert fald ud på papiret, og det havde de tiltro til. Specielt da Statsforvaltningen ringede og fortalte, at nu var reglerne altså blevet ændret, så de kunne få et barn helt ned til ét år. Aldersgrænsen var blevet hævet. Og den tid, en godkendelse er gyldig, var også blevet forlænget. Det så alt sammen lovende ud.

»Det var en kæmpe fordel. Det gik nemt med at få godkendelsen af Statsforvaltningen. Der var nogle hjemmebesøg og weekendkurser. Det var noget af det mest professionelle, jeg nogensinde har oplevet. Man er som borger i dette land helt stolt af, at vi har et statsligt organ, der kan være så professionelt, som det er,« fortæller Martin Krogh.

Normalt tager godkendelsen fra Statsforvaltningen 12 til 18 måneder. Godkendelsen sker i tre faser, hvor man efter fase to skal melde sig til et adoptionsbureau for at komme i gang med tredje og sidste fase. Herefter står man på venteliste.

Ventelisternes tidsperspektiver varierer fra land til land, man skal adoptere fra, men fælles for dem er, at ventetiden er blevet meget lang. Det skyldes, at færre børn bliver frigivet til adoption på verdensplan, og at der en overgang opstod der stor interesse for at adoptere – en stigning som nu er faldet delvist på grund af ventelisterne samt gebyrer, og usikkerheden om det overhovedet kan nås.

Ventetiden kan nemlig betyde, at ansøgere ryger ud over aldersgrænsen, mens de venter, eller må opgive halvvejs hvis de kan se, det ikke kommer til at ske, før de grå hår bliver for mange.

I 2012 blev Martin og Eva Krogh godkendt, og herefter begyndte en lang række af dårlige erfaringer at ramme parret, som blev skrevet op hos DanAdopt. Startende med parrets første personlige møde hos adoptionsbureauet.

»De havde glemt, at vi skulle komme den pågældende dag. Så vi blev kastet i hovedet på en sagsbehandler, som ikke kendte vores sag,« siger Martin Krogh.

Han bad derfor om et nyt møde. Det var vigtigt for ham og hans kone, at sagen blev behandlet korrekt. Det indtryk havde de ikke fået indtil da.

»Vi begyndte at tvivle på kvaliteten og lødigheden i det. Jeg fik et indtryk af en arbejdsplads, hvor man har for meget at lave i forhold til antallet af medarbejdere, og hvor det bare drejer sig om at få en underskrift og så videre til næste sag,« siger Martin Krogh.

De havde på det tidspunkt sagt ja til at betale 150.000 kroner for adoptionen og deltaget i diverse kurser og test, hvor den ene var en psykologtest på 735 spørgsmål. Deres egen alder hang som en tung sky i horisonten. Derfor valgte de at adoptere fra Filippinerne. Landet med den korteste ventetid. 18 måneder meddelte DanAdopt, så selv om Martin Krogh ikke var fuldt ud tilfreds med ordlyden af kontrakten, fordi den var uklar i forhold til bureauets forpligtelser, skrev parret under.

»Kontrakten binder slet ikke dem, der leverer varen, til noget som helst. Men min kone og jeg vil jo gerne lykkes med dette her. Og vi tænker: Nå ja, der er jo mange andre, der har gjort det før os med succes, så det må vi finde os i,« siger Martin Krogh.

Til sidst gav de op

Men ventetiden på listen skred. Efter et landemøde for dem, der ventede barn fra Filippinerne, blev det klart, at ventetiden ikke længere var halvandet år. Nu var den fire.

Eva og Martin Krogh kunne vælge at skifte land at adoptere fra, men ingen ventelister var kortere. Nogle havde stået der siden 2008, og nu var året 2013. De risikerede at blive for gamle.

»Skiftede vi land, ville vi komme bagerst på ventelisten, og så skulle vi vente fem til syv år. Vi ville være endnu dårligere stillet,« siger Martin Krogh.

Men de gav ikke op. Ikke endnu. Parret tog i september i fjor til endnu et landemøde, efter at DanAdopt havde besøgt Filippinerne og Sydkorea. De blev vist billeder af en masse dejlige unger, men der var ingen nyheder, ud over at ventetiden var blevet forlænget. Igen. Og mødet var ustruktureret og forvirrende, fortæller Martin Krogh.

»Vi var henholdsvis 44 og 43 år. Ved simpel hovedregning som nummer fem på ventelisten, kunne vi konstatere, at vi først kunne komme i betragtning til et barn tidligst i 2016 eller 2017. Ifølge kontrakten med DanAdopt skulle vi have hentet et barn i 2014. Vi følte simpelthen, at vi blev for gamle,« siger han.

På det tidspunkt havde parret betalt omkring 60.000 kroner. Med de ekstra gebyrer, de stod til at betale, usikkerheden, sjuskeriet i deres sagsforløb, og følelsen af, at det var skruen uden ende, valgte de at stoppe det dér.

»Det var også af hensyn til barnet. Vi kan ikke som 48-årige være bekendt at tage et barn på to år hjem. Det var også det perspektiv, der lå i det,« siger Martin Krogh.

Ventestress

I Adoption & Samfund, som er en forening for danske adoptivfamilier, ser formanden, Jens Damkjær, det som et stigende problem, at ventetiderne er så lange, at man risikerer at ryge af.

»Det er ikke en optimal situation på nogen måde. Hvis man ser på, hvad det gør ved kommende adoptanter at stå på en venteliste i fire til fem år, efter man har været gennem godkendelsesforløbet, er det ikke proces, der gør dem mere kompetente til at tage sig af et adoptivbarn,« siger han.

Han oplever, at der er en underskov af kommende adoptanter, som lider af det, han kalder ventestress.

»Det kan betyde, at de får symptomer på for eksempel depression. Det er ikke det bedste udgangspunkt til at skulle have overskud og varetage et eller flere børns tarv,« siger han.

I DanAdopt siger direktør Marianne Wung Sung, at man skal huske, at ventetiderne er vejledende.

»Det er meget vigtigt at pointere, der ikke er nogle garantier. Det er skøn,« siger hun.

Det ikke er ofte, de oplever at folk ryger af listen, fordi de bliver for gamle, siger Marianne Wung Sung. Men det kan ske. For eksempel skete det engang, da Kina pludselig ændrede i deres formidling. Det kom til at berøre en hel del ansøgere, fortæller hun.

»Det kunne være alder, men også længden på godkendelsen kunne pludselig ikke gælde længere. Men det er et meget komplekst område. Det er meget individuelt,« siger Marianne Wung Sung.

»Kan en ansøger ikke få forlænget sin godkendelse, så de kan få et lille barn, er det deres valg, om de vil blive på listen og få et ældre barn, eller om de synes, deres tid er udløbet.«

Privat regi kan være problematisk

Men Martin og Eva Krogh var ikke klar over, at det var en mulighed at betale sine rater, stå på ventelisten og så pludselig være for gammel til at adoptere. Uden kompensation eller alternativ.

»Det er slet ikke nævnt i kontrakten, at det kan ske,« siger Martin Krogh, som første gang fik den frygt, da han talte med et yngre par, som havde stået på ventelisten, da Kina pludselig ændrede vilkårene, og som måtte igennem godkendelsesmøllen på ny. Gennem forløbet blev Martin og Eva Krogh mere og mere usikre på den måde, adoption foregår på.

»Der sidder nogle mennesker, som hver måned får deres løn afhængig af, om de får nogle adoptivforældre ind på en venteliste. Adoptivforældrene betaler så en masse penge, for at de skal levere nogle børn. Er det virkelig måden at gøre det på?« spørger Martin Krogh.

»DanAdopt sidder som en lus mellem to negle. De skal overtale nogen til at stå på deres venteliste, og så skal de tilse så mange lande som muligt og gøre alt for, at de vil frigive nogle børn til Danmark. Det, synes jeg, er meget tæt på, hvad jeg vil betragte som handel med børn.«

I henhold til den debat, der kører, om hvorvidt adoptionsområdet skal ændres helt og væk fra det private regi, er Martin Krogh blevet overbevist om, at det ikke fungerer, som det er nu. Han synes, det er forkert, at adoption ligger i private virksomheder. På den måde er de bundet op på bundlinjen med indtægter og udgifter, siger han.

»Jeg mener ikke, de har ressourcerne til at lave den kontrol, der kræves. Jeg tror ikke, de har råd til at gå i dybden. Det er ikke onde eller dumme medarbejdere, de gør det sikkert så godt, de kan, inden for de rammer, de har.«

Hos DanAdopt siger Marianne Wung Sung, at de har haft nedskæringer og reduceret i medarbejdergruppen omkring tiden, da ekstragebyret på 15.000 kroner kom ud til ansøgerne.

»Vi har lavet en afvejning af, hvor få vi kan være til at lave det her relativt komplekse arbejde. Der skal være de nødvendige kompetencer på kontoret, og det har vi,« siger hun.