Bugatti Veyron
Vi starter med det mest lækre for kæresteparret - hvor føreren dog skal være over 25 år. En Bugatti Veyron får det til at gibbe i de fleste bil-entusiaster, men monsteret kan faktisk lejes hos South Beach Exotic Rentals i Miami, Florida. Bugattiens motor udvikler 1.001 hestekræfter, den går fra 0 til 180 km. i timen på 14 sekunder, topfarten er over 400 km. i timen. Men den bruger også fem liter benzin i minuttet. Det koster ca. 55.000 kr. at leje en Bugatti Veyron - om dagen.
Læs også: 10 bilmuseer i Europa
Porsche Carrera GT
Hos samme firma kan man gå et nummer ned, men alligevel stadig køre kæresten rundt på allerhøjeste klassse. Nemlig i den klassiske Porsche Carrera GT, der blev produceret fra 2004 til 2007 og blev kåret til årtiets bedste Porsche. Bilen er udstyret med en V-10 motor, der udvikler 604 hestekræfter og sender Porschen op på 100 km. i timen på 3,9 sekunder. Prisen er væsentlig lavere end Bugattien - Porschen koster 12.600 kr. at leje om dagen.
Info: southbeachexoticrentals.com
Custom Hummer H2
Det kæmpestore køretøj, der først blev produceret til det amerikanske militær, er konstrueret, så det kan køre hvor andre firehjulstrækkere giver op. Så tag bare hele familien med ud i ødemarken, Hummeren kan rumme 7-8 passagerer. Custum Hummer H2 er lidt mindre end monsteret H1, men den 6 liter store V8-motor udvikler alligevel 316 hestekræfter. Det koster ca. 1.600 kr. om dagen at leje en Hummer H2.
Info: exoticcarrentalsphoenix.com
1959 Cadillac Convertible
I 1959 ramte Cadillac noget rigtigt med deres Cadillac Convertible. Godt nok havde bilfabrikkerne allerede eksperimenteret med halefinner på bilerne, men aldrig med så mega-store halefinner som denne Cadillac fik. Enten elskede man den, eller også hadede man den, men kærligheden vandt og Cadillac Convertible blev en enorm succes. Brugen af nye materialer gjorde, at der blev masser af plads i bilen, og der findes ingen bedre måde at køre op foran et af hotellerne i Las Vegas end i en rød Cadillac Convertible. Pris for et døgn er ca. 1.900 kr.
Info: dreamcarrentals.com
Dodge Viper SRT/10
Så er vi tilbage ved en fuldblods racer - Dodge Viper, som ved den nordamerikanske biludstilling i 1989 omgående blev en succes. Målet var at skabe en sportsvogn, der kunne accellerere fra 0-100 og tilbage til 0 på under 15 sekunder. Viperen blev produceret i tre udgaver, den nyeste er Viper SRT/10, der er lidt lettere end de to andre. Bilen har 600 hestekræfter og en topfart på omkring 350 km. i timen. Der kan presses to mennesker ind i bilen. Pris for et døgn ca. 2.700 kr.
Info: dreamcarrentals.com
Rolls Royce Phantom
Hvis du ikke lige har råd til at betale omkring de 8-9 millioner kr. for verdens mest blærede bil, en Rolls Royce Phantom, så lej en af slagsen i amerikanske Chicago. Selskabet Imagine Lifestyle har specialiseret sig i Rolls Royce, og her kan man vælge mellem en Drophead convertible, en Phantom eller den nyeste Ghost. Man må til lommerne - det koster 12.000 kr. at leje en Phantom en dag.
imaginelifestyles.com
Chevrolet Silverado
Okay, hvis du vil ligne en amerikansk familie på ferien, så er det ikke helt skævt at leje en pickup, altså en ladbil. Det er ufatteligt, så mange pickupper der kører rundt og skinner, men uden så meget som et brædt på ladet. Der findes store pickupper med to rækker sæder i førerhuset og plads til fem passagerer, så familien kan godt få fornemmelsen af hvordan det føles at drøne rundt i en pickup. En stor pickup som Chevrolet Silverado koster ca. 700 kr. i døgnet.
nationalcar.com
Se også: 10 tips til at spare penge på bilferien