Et væld af lækkede papirer og fortvivlede nuværende og tidligere ansatte med tilknytning til 112-beredskabet i Region Hovedstaden, fortæller i Berlingske om umulige vilkår, når borgere ringer til regionens 112-vagtcentral.
Tusinder af opkald mistes, og det kan ifølge de ansatte få dødelige konsekvenser i en situation, hvor minutter og sekunder kan gøre hele forskellen.
På Christiansborg står politikerne måbende tilbage. For, at danskere kan ringe 112, når det virkelig gælder, er en basal betingelse i samfundet, lyder det fra flere af politikerne.
Venstre: »Jeg er overrasket«
»Det ser forfærdeligt ud,« siger Venstres sundhedsordfører og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, Martin Geertsen:
»Hvis noget er kernen i sundhedsvæsenet, er det, at folk, der bliver akut syge, kan få hurtig behandling.«

Kendte du til det her?
»Nej, jeg er overrasket. Akutområdet er kernen i sundhedsvæsenet, og hvis det står til, som Berlingske beskriver, må vi sætte ind for at løse problemet.«
Berlingske har igennem tre måneder fået medarbejdere til at indsamle dokumentation for de mistede opkald. De har affotograferet tal for 29 døgn de seneste tre måneder. I løbet af de 29 døgn var der mindst 2.482 mistede opkald.
»Rystet« over, at de ansatte må gå til medierne
I første uge af september var der ifølge Berlingskes oplysninger minimum 600 mistede opkald i Region Hovedstadens vagtcentral.

Heller ikke i SF, har man kendt til problemet.
»Det her er meget alvorligt. Jeg er først og fremmest forundret over, at vi ikke ved det. Det er fuldstændig uholdbart, hvis folk ikke kan komme igennem til 112,« siger SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.
30 nuværende og tidligere medarbejdere fortalte fredag i Berlingske om problemet, der hober sig op, og om hvordan de ofte står magtesløse tilbage, når et opkald går tabt.
Hele den historie kan læses her.
For Kirsten Normann Andersen at se, må pilen pege i én retning: på ledelsen.
»Jeg er som gammel FOA-formand ligeså rystet over, at ansatte bliver nødt til at gå til medierne, for det betyder, at der er nogle, der har vidst det her,« siger hun:
»Vi kommer til at kigge på de offentligt ansattes ytringsfrihed og ytringspligt. Det er jo ikke meningen, at de skal gå til jer for at kaste lys over det her. Jeg er virkelig irriteret over det her.«
S inviterer medarbejderne til dialog
Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, er hurtig til at svare.
»Jeg har ikke hørt om det tidligere.«
Samme melding går igen hos samtlige ordførere, som Berlingske fredag morgen taler med. Ingen kendte til problemet.

»Jeg synes, det lyder meget bekymrende, for der kan være situationer, hvor tid er helt afgørende, og hvor sundhedssystemet kan reagere hurtigt og få hjælp hurtigt. Jeg vil gerne tale med nogle af dem, der arbejder med det, invitere dem forbi til at kigge dybere i problemet,« siger Rasmus Horn Langhoff.
Undrer det dig, at du, som sundhedsordfører, for det regeringsbærende parti med sundhedsministerposten, ikke anede, at dette problem fandtes?
»Det er jeg ikke i stand til at vurdere på stående fod, men jeg vil meget gerne høre mere,« siger han:
»Jeg kan kun tale på mine egne vegne, og jeg kendte ikke til det. Jeg er både ærgerlig over at høre det, og jeg synes, det er bekymrende.«
Minister i samråd
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kan se frem til et samråd. Det står allerede klart tidligt fredag morgen.
Flere ordførere har indkaldt ministeren for at få svar på, hvordan problemet kan kommes til livs. Det har blandt andre Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, skriver ordføreren i en sms.

»Jeg har læst artiklen, og jeg mener, det er dybt kritisk. Jeg vil derfor indkalde ministeren i samråd på grund af de forskellige historier. Det drejer sig om liv og død, og derfor skal beredskabet fungere, og ministeren må sikre, at denne 112-funktion fungerer landet over,« skriver hun.
I Det Konservative Folkeparti lyder det, at svarene mangler, og de skal frem hurtigst muligt.
»Jeg er nødt til at sige, at jeg er rystet. Det er helt uacceptabelt, at der er opkald, som forsvinder, og at der er nogle, som bringes i en situation, hvor der kan gå op til 10 minutter før, de kommer igennem,« siger partiets sundhedsordfører, Per Larsen:

»Det kan vi ikke acceptere. Det giver nogle helt andre responstider end dem, der ligger i de officielle statistikker. Responstider skal foretages fra opkaldet foretages. Det giver stor risiko for, at nogle mister livet.«
Sundheds- og Ældreministeriet skriver i en mail, at Magnus Heunicke ikke stiller op til interview om sagen. I stedet henviser de til Region Hovedstaden.
Formanden for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj, siger, han ikke har været bekendt med problemerne på akutmodtagelsen, men at han fredag har bedt regionen om en redegørelse for forholdene hos regionens vagtcentral.
»Jeg tager det meget alvorligt og går ind i det og forsøger hurtigst muligt at få afdækket, hvordan det hænger sammen,« siger han.