Dårlig psykiatri er en trussel for alle

Farlige skizofrene behandles utilstrækkeligt ifølge tal fra kommunerne. Det er ifølge FOA en risiko både for de ansatte på bostederne og generelt i samfundet.

Arkivfoto. Farlige skizofrene behandles utilstrækkeligt ifølge tal fra kommunerne. Det er ifølge FOA en risiko både for de ansatte på bostederne og generelt i samfundet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Preben Madsen

Skizofrene, som hører til de tungeste og farligste psykiatriske patienter, får langt mindre behandling end tidligere.

Det viser en ny analyse af behandlingen af de cirka 5000 patienter med skizofreni, som både er indlagt og i ambulant behandling i løbet af samme år.

Undersøgelsen kommer fra Momentum, Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev.

Det vækker både bekymring hos Landsforeningen Sind, en af landets førende psykiatere på området og ikke mindst hos FOA, der organiserer de ansatte på de botilbud, hvor de skizofrene ofte bor, når de ikke er indlagt.

»Det er uholdbart, at skizofrene patienter fra bosteder bliver indlagt og ofte vender tilbage uden videre behandling og bare to piller tungere«, siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.

»Utilstrækkelig behandling går både udover patienten selv, de andre på bostederne, personalet eller andre i nærmiljøet, fordi man fra et bosted kan bevæge sig helt frit rundt«, siger Dennis Kristensen til Ritzau.

Han påpeger, at der de seneste år er begået fem drab på fire år på bostederne.

»Det er en tragedie, når skizofrene uforvarende bliver bragt i en situation, hvor de ender som volds- eller drabsmænd. Det nytter ikke, at vi udsætter alle mulige andre for fare, fordi vi udskriver folk for tidligt«, siger Dennis Kristensen.

Udviklingen bekymrer også Knud Kristensen, formand for Landsforeningen Sind, der repræsenterer sindslidende og deres pårørende.

»Det handler ikke om, at regionerne er blevet bedre til at behandle patienter med skizofreni«, siger han.

»Det er et billede på, at psykiatrien nu er så meget under pres, at regionerne er tvunget til at udskrive patienter for hurtigt, og at der ikke er ressourcer i den ambulante del af behandlingen til at kompensere for det«, siger han til Momentum.

Ifølge Merete Nordentoft, klinisk professor i psykiatri ved Københavns Universitet, er udviklingen et tegn på, at regionerne er pressede.

I den forbindelse er der ellers god økonomisk ræson i at øge antallet af ambulante besøg for patientgruppen, mener professoren.

/ritzau/