Danskerne svigter kirken, men ikke troen

Danskerne bliver mere og mere religiøse, men samtidig falder folkekirkens medlemstal jævnt. Folkekirken mangler passion og begejstring for sit eget produkt, mener fremtidsforsker.

Danskerne svigter folkekirken. De seneste 15 år er medlemstallet faldet fra næsten 90 til godt 83 procent af befolkningen. I dag lader kun tre ud af fire forældrepar deres børn døbe, og kun hver tiende dansker går regelmæssigt i kirke.

Derfor har kirkeministeren i samarbejde med Københavns biskop og formændene for provsteforeningen, præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd indkaldt et bredt udsnit af kirkelige meningsdannere til debatmøde om folkekirkens fremtid.

Bertel Haarder er nervøs for, at med faldende medlemstal og stigende udgifter i folkekirken vil medlemmerne føle, at de får for lidt kirke for kirkeskatten, og det vil friste endnu flere til at melde sig ud.

Det paradoksale er imidlertid, at samtidig med, at folkekirken mister medlemmer, er danskernes interesse for religion og religiøsitet vokset markant, og det vil den fortsætte med, forudsiger fremtidsforsker Rolf Jensen, direktør for Dream Company A/S:

»Danskerne bliver mere og mere religiøse. For 10-15 år siden kunne man skrive om fremtiden uden at beskæftige sig med religion. Dengang handlede det om teknologi, branding og reklame. I dag har den stigende velstand givet overskud til at tænke videre end lige dagen og vejen, og vi oplever en religiøs søgning i vækst,« siger han.

Rolf Jensen kan se flere forklaringer på, at kun en begrænset del af danskernes religiøse behov i dag dækkes af folkekirken:

»Folkekirken giver for lidt individuel frihed og for få valgmuligheder,« siger han. »Danskerne er ét af de mindst autoritetstro folkefærd. Vi har vores egen holdning til tingene, og vil selv skrue vores trossystem sammen.«

Men det handler også om, at kirken ikke opfylder folks krav om dialog og oplevelse:

»Tovejskommunikation foregår alle vegne i danske virksomheder og organisationer, bare ikke i folkekirken,« siger Rolf Jensen. »Og så mangler der storytelling og passion. Bibelen er fuld af gode historier, men efter min mening er den danske folkekirke alt for dårlig til at bruge det grundmateriale, kristendommen giver. Begejstring og passion smitter, men mange folkekirkepræster er ikke begejstrede nok for deres eget produkt.«

Domprovst Anders Gadegaard, København, er enig i, at folkekirken ikke formår at holde den mere udefinerede religiøse fornemmelse fangen, som findes hos en stor del af befolkningen:

»Det er vigtigt, at folkekirken ikke bliver for dogmatisk begrænsende, for så skræmmer vi mange væk,« siger han. »Udfordringen for folkekirken ligger i at være i dialog med de religiøst søgende.«

Lærke Vaar Persson er nyuddannet præst ved natkirken i Københavns Domkirke. Hun mener, at folkekirken allerede er på rigtig god kurs med alle de forskellige former for gudstjenester, der findes: natgudstjenester, børne- og ungdomsgudstjenester, kristen meditation m.v.:

»Folkekirkens største hæmsko er, at den er virkelig dårlig til at fortælle om alle de ting, der sker,« siger hun. »Mange forbinder alene kirken med højmessen søndag formiddag og tror, man skal være på en bestemt måde for at kunne passe ind i kirkens rituel. Men kirken har mange andre tilbud og den skal gerne have endnu flere. Hvis vi skal nå mennesker, er det helt basalt, at kirken er et åbent sted, hvor man kan komme, når man vil, og føler sig velkommen, som man er.«