Danskerne skal tage mere ansvar

En ny værdikamp skal få danskerne til at tage mere personligt ansvar, ønsker regeringen. Vi har forsømt opgøret med de socialdemokratiske værdier, mener skatteminister Kristian Jensen.

Den borgerlige regering vil nu præge danskerne til at tage mere ansvar for deres eget liv. I visse dele af befolkningen er der nemlig sket et skred i en uheldig retning, påpeger regeringen.

»Det er noget, der gælder for alle befolkningsgrupper uanset partifarve. Selv i hvad jeg betragter som borgerligt-liberale kredse, er der sket et skred i opfattelsen af det personlige ansvar. Jeg bliver nogle gange lidt forskrækket, når jeg møder borgerlige vælgere med gode stillinger, som prøver at smyge et ansvar af sig ved at sige: Vi betaler jo en masse penge i skat, så det problem må I ordne,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Han er formand for et ministerudvalg, som regeringen netop har nedsat. Arbejdet skydes i gang med en konference i efteråret. Derefter vil folketingsmedlemmer og ministre drage ud til offentlige debatter, hvor de vil diskutere ansvar med danskerne. Arbejdet skal i juni 2008 munde ud i en rapport om, hvordan man styrker det personlige ansvar.

»For eksempel har en skolelærer fortalt mig, at ved et forældremøde blev en forælder rasende over, at eleverne havde lektier for og skældte læreren ud, for det var da skolens ansvar. Der mener jeg, at der er sket et alvorligt skred,« siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Skatteminister Kristian Jensen mener, at regeringen har forsømt at tage et opgør med de socialdemokratiske værdier om, at samfundet skal sørge for, at borgerne har et godt liv. »Selv om Socialdemokraterne står udenfor, så har vi på det her punkt ikke fået ændret de værdier, som de efterlod. Det er et område, som vi har forsømt at gøre noget ved,« fastslår Kristian Jensen i et stort sommerinterview i dagens avis.