For bare få år siden var en telefon noget, der sad en ledning i, og fiber var noget, man fik via rugbrød og havregryn.

Sådan er det ikke længere, for nu er danskerne ikke bare blevet mobile, vi er også blevet uhyre dataforbrugende. Det viser Erhvervsstyrelsens telestatistik, der udkommer i dag.

Statistikken er den officielle oversigt over, hvor teleforbrugende danskerne er, og den er samtidig et væsentligt pejlemærke for, hvor udviklingen er på vej hen. Dette års telestatistik viser utvetydigt, at danskerne knuselsker deres smartphones mere end nogensinde før.

I hvert fald er vores forbrug af mobildata i fortsat voldsom stigning. I løbet af 2012 steg antallet af mobilbredbåndsabonnementer ifølge statistikken med 16,7 procent, så der nu er i alt 5.427.000 abonnenter. Tallet dækker dog både over rene mobile bredbåndsforbindelser og dem, der følger med en smartphone. Tallet er så højt, fordi mange danskere har flere telefoner samtidig med, at de også har adgang til mobilt bredbånd fra f. eks. deres computer eller tablet.

»Området har været i vækst i en årrække, men de seneste par år er brugen af mobiltelefonernes dataforbindelse steget meget mere end brugen af de såkaldte dongles,« siger Jesper Karlsen, fuldmægtig i Erhvervsstyrelsen med ansvar for telestatistikken, om de små USB-enheder, der giver adgang til internettet.Han forklarer, at væksten i de mobile datamængder dels kan forklares med, at folk bruger deres smartphones meget mere end før, samtidig med at de bruger dem til flere ting. Og moderne smartphones kan bruges som hotspot, hvis man har brug for at komme på nettet langt fra hjemmets trådløse netværk. Nyere mobiler kan eksempelvis bruge det nye 4G/LTE-net, der tilbyder svimlende hastigheder, men de kan også indstilles til at dele dataforbindelsen med en bærbar PC, så et særskilt datamodem til computeren kan undværes.I dag sælges mange mobilabonnementer med svulstige datapakker, der tilbyder så meget albuerum, at man sagtens kan surfe lidt rundt med computeren uden at frygte en løbsk mobilregning. Mobildata som en del af et telefonabonnement udgør nu 58,7 procent af alle mobile dataabonnementer.

Et langsomt farvel

De seneste mange år har den officielle telestatistik budt på et meget langtrukkent farvel til fastnettelefonerne, som flere og flere danskere skrotter for at gå rent mobilt. Det fænomen har ifølge statistikken ikke forplantet sig til de faste bredbåndsforbindelser – i hvert fald ikke endnu. Selv om mobilt bredbånd boomer, stiger antallet af faste bredbåndsforbindelser også. På nuværende tidspunkt er der 39,6 faste bredbåndsforbindelser per hundrede danskere. Det er en stigning fra 39,2 procent for et år siden – men kigger man dybere på tallene, viser den tilsyneladende stabile situation sig alligevel at være i bevægelse. Således er der færre danskere, der får internet via de gamle telefonkabler, men derimod flere der får internettet leveret via såkaldte coax-kabler, der fortrinsvis bruges til kabel-TV. Denne løsning er steget med seks procent.

Men den store højdespringer er fiberoptiske kabler, der fortrinsvis rulles ud af elselskaberne, og via det fibernet, som DONG for få år siden solgte til TDC. Der har været stor tvivl om, hvorvidt elselskaberne nogensinde ville kunne få økonomi i at rulle kablerne ud, men produktet er åbenbart ikke uinteressant for danskerne: 53.500 nye kunder har meldt sig under fiberfanerne i løbet af 2012.Det er en vækst på 25 procent – og det er fortrinsvis disse kunder, der nyder de allerhurtigste internetforbindelser på over 100 Mbit. Sådanne forbindelser er der kommet 50 procent flere af i 2012 – men det er fortsat kun 23.000 danskere der blæser af sted med sådanne hastigheder.I gennemsnit surfer danskerne hurtigere end nogensinde før – vores internetforbindelses hastighed er nemlig steget med 16 pct. fra 15,7 Mbit i slutningen af 2011 til 18,2 Mbit nu. Regeringen fremlagde for nylig et bredbåndsudspil, der bygger på en vision om, at alle danskere inden 2020 skal have mulighed for at tegne abonnement på en 100 Mbit-forbindelse.