Danskerne meldte sig sidste år syge fra jobbet på et hidtil uset højt niveau. 

Det historisk høje niveau af sygefraværsdage gjaldt ikke alene offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner, men også medarbejdere i private virksomheder. 

I gennemsnit var de ansatte – på tværs af sektorer – fraværende i 11 dage i løbet af året på grund af egen sygdom. Det er en stigning på 1,7 dage sammenlignet med året før.

Det viser tal, som Danmarks Statistik har offentliggjort onsdag.

»Det høje sygefravær i 2022 skal ses i lyset af genåbningen af samfundet i starten af 2022 efter COVID-19 restriktioner,« skriver Danmarks Statistik. 

Eksperter advarede om, at Danmark ville blive ramt hårdt efter genåbningen af samfundet, fordi danskernes immunforsvar var mindre trænet i at møde og bekæmpe infektionssygdomme. Influenzasmitten steg da også brat ved genåbningen, selvom en dobbeltepidemi af covid-19 og influenza udeblev

Tallene viser ligesom tidligere år stor forskel på den offentlige og private sektor. I kommunerne lå sygefraværet på 17,2 dage pr. fuldtidsansat tæt, hvilket er snublende tæt ved at være dobbelt så højt som i private virksomheder, hvor tallet lå på 8,8 dage. 

Kritikere har i årevis fremhævet, at sygefraværet i den offentlige sektor er højere end i den private sektor. Særligt i en situation, hvor velfærdssamfundet mangler varme hænder, anses det for et problem. Hvis sygefraværet kunne nedbringes til niveauet i det private, kunne det skaffe, hvad der svarer til 9.000 ekstra fuldtidsansatte, berettede Berlingske for nylig på baggrund af beregninger fra Dansk Industri. 

Sådan et mål vil være meget vanskeligt at nå, hvis man skal tro skeptikerne. Det begrundes blandt andet med, at de to sektorer står for at udføre forskellige job, hvor eksempelvis pædagoger i vuggestuer – hvor man ikke sjældent støder på forkølede småbørn og således selv let smittes – typisk er offentligt ansatte. 

Når håbet alligevel består, hænger det sammen med, at antallet af sygedage varierer meget fra kommune til kommune. Selv inden for samme faggrupper.

Cheferne er mindst syge

Danmarks Statistik har opgjort, hvor højt sygefraværet er målt på forskellige jobkategorier.

Opgørelsen viser, at chefer typisk er mindst syge. 

Blot fem sygedage bliver det til i kategorien »ledelsesarbejde«.

Den højeste fraværsprocent finder man i gruppen »omsorgsarbejde«, der blandt andet dækker over stillinger som pædagogmedhjælper og social- og sundhedshjælper. De er i gennemsnit syge 19,8 dage om året.