Danskerne efterlyser mere medmenneskelighed

Næsten halvdelen af danskerne mener, at vi ikke er gode nok til at hjælpe hinanden, når vores medborgere har brug for hjælp. Vi lægger ikke altid mærke til vores medmennesker, mener biskop. Berlingske stiller i en ny serie spørgsmålet: Griber du ind, når en medborger har brug for hjælp?

Otteårige Jasper er blevet væk fra sin far på Strøget i København, hvor han i halvanden time går alene omkring. I alt standser 15 personer for at hjælpe ham. Endnu flere går forbi uden at ænse den lille ensomme dreng. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På Strøget i København ligner gadebilledet sig selv, som det sædvanligvis ser ud midt i november.

Folk myldrer af sted fra den ene varme butik til den anden eller er direkte for hjemadgående. Det er kun de færreste og et par enkelte turister, der nu og da tager ophold på gaden.

 

Mellem de travle miner går en lille dreng. Alene. Han har skuldrene trukket op om ørerne, hænderne har søgt ly for vinterkulden i ærmegabene, og flere gange nævner han stille for sig selv, at han fryser. Han henvender sig ikke til folk, men ser sig forvirret omkring i håb om at få et glimt af sin far, som han er blevet væk fra.

Ikke mange af de forbipasserende ser ud til at ænse drengen på trods af, at flere må ændre kurs eller løfte deres poser og arme hen over hovedet på ham for at komme forbi.

Efter cirka 15 minutter bliver der lagt en hånd på drengens skulder.

 

»Er du blevet væk?« spørger en kvinde, mens hun kigger sig om efter en forælder, der ser lige så fortabt ud som barnet.Scenen stammer fra en episode, som Berlingske har iscenesat på Strøget i København for at undersøge, om nogen ville hjælpe den lille dreng, der foregav at være blevet væk.

I alt stoppede 15 forbipasserende op i den halvanden time forsøget stod på.

»Han stod og så så ulykkelig ud,« siger en anden kvinde om grunden til, at hun henvendte sig til ham.

Det lykkedes kun Berlingske at få én kommentar fra én af de personer, der ikke standsede op.

»Han virker ikke bange nok eller nok ked af det til, at jeg ville gribe ind,« forklarer kvinden, der flere gange drejede hovedet efter den lille dreng, mens hun passerede.

»Hver især passer sit«

Episoden er én i rækken af ti skjulte optagelser, som Berlingske de kommende dage publicerer online for at undersøge, om danskerne er gode nok til at gribe ind, når uheld, uretfærdigheder eller ubetænksomheder går ud over vores medmennesker. Det sker efter et år, hvor der har været stor debat om vores hjælpsomhed.

 

Der var optrinnet, hvor unge piger overfusede en hjemløs, og TV-værten Hans Pilgaard greb ind. Der var en kvinde, der i Berlingske mente, at vi havde mistet fællesskabsfølelsen, efter at hun havde oplevet otte personer se på, at en gruppe mænd bankede og sparkede hendes ven på Nørreport ­Station i København. Og der har været en række klip på de sociale medier med eksempler på episoder, hvor folk ikke greb ind.

Hvis man spørger danskerne selv, er 46 pct. uenige eller overvejende uenige i, at vi er gode nok til at gribe ind og skride til handling, hvis vi i det offentlige rum oplever, at en medborger har brug for hjælp.

Det viser en ny måling, som TNS Gallup har udført for Berlingske. Den viser samtidig, at 45 pct. er enige eller overvejende enige i, at vi er gode nok til at hjælpe medborgere i nød, mens der er størst enighed om, at der er plads til forbedring. Således mener 91 pct., at vi bør blive bedre til at gribe ind.

 

Men er vi gode nok til at skride til handling, når vi ser den hjemløse mand, der er faldet om, indvandreren der overfuses med racistiske ytringer, eller når vi ser den homoseksuelle, der får hadefulde ytringer med på vejen? Eller er vi en nation af lurepassere, der belejligt vender hovedet den anden vej, når en konflikt opstår, som en kvinde skrev i Politiken, efter at hun blev udsat for verbal chikane af værste skuffe af en teenagefyr i metroen på vej mod Ørestad.

Hvis man spørger biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, er der ingen tvivl om, at der er rum til forbedring.

»Vi lever i en tid, hvor individualismen er i højsædet, og hvor vi hver især passer sit. Når man er travlt optaget af egne emner og projekter, som vi ofte er, mister vi da i høj grad opmærksomheden på vores medmennesker. Den første forudsætning for at gribe ind er, at man overhovedet ser op og lægger mærke til hinanden. Vi griber kun ind, hvis det også rent faktisk går op for os, at et menneske har brug for hjælp,« siger Peter Fischer-Møller.

Normen er på plads

Der er ingen tvivl om, at vi godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, når en medborger har brug for hjælp. For undersøgelsen, som Gallup har foretaget for Berlingske, viser også, at 93 pct. af de 1.052 repræsentativt udvalgte personer er enige eller overvejende enige i, at man bør gribe ind, hvis man oplever en person blive udsat for verbal chikane eller vold i det offentlige rum. Men hvis de gode intentioner også skal blive til handlinger, skal vi blive mere opmærksomme på hinanden, mener Peter Fischer-Møller.

»Det handler om, at vi ikke tager hinanden for selvfølgeligheder og baggrundsstøj. Når vi ofrer hinanden den opmærksomhed, har vi en mulighed for at sætte sig i de andres sted. Så tror jeg, at de gode intentioner om at blive bedre til at gribe ind også kan blive til reel handling,« siger Peter Fischer-Møller.

 

Det er ikke underligt, at vi på den ene side har styr på normen om, at man bør hjælpe, mens et spinkelt flertal mener, at vi ikke er gode nok til at skride til handling. Der er nemlig en åbenlys kløft mellem, hvad vi på den ene side mener, at vi bør gøre, og hvad vi på den anden side rent faktisk gør.

Det forklarer Vincent F. Hendricks. Han er er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og har sammen med sin forskningsgruppe udført en række pilotforsøg, hvor han har testet, hvornår mennesker skrider til handling i det offentlige rum. Forsøgene har bl.a. vist, at den nødstedtes påklædning og generelle fremtoning har stor betydning for, om – og hvor hurtigt – vi griber ind.

Ifølge ham er der er to ting, som er afgørende for, at vi ikke vælger at gribe ind i en situation, selv om vi måske godt ved, at det er det rigtige at gøre. Den ene forklaring på manglende reaktioner er det psykologiske begreb kaldet bystander-effekten. Et meget kendt eksempel på fænomenet er mordet på den amerikanske kvinde Kitty Genovese i 1964, hvor flere naboer i kvarteret angiveligt så passivt til, mens hun blev dolket ihjel. Fænomenet opstår, når vi ser, at ingen andre personer omkring os reagerer på, at en person har brug for hjælp. Det gør os mindre tilbøjelige til selv at ville hjælpe.

»Det er logikken, at »hvis ingen andre har hjulpet, er der nok ikke noget galt«. Det betyder også, at jo flere der ser en ulykke, desto større sandsynlighed er der for, at ingen griber ind. Hvis kun én person overværer ulykken, er mulighederne for at lade være ringere,« som Vincent F. Hendricks udtrykker det.

En anden forklaring er, at folk ganske enkelt er i tvivl om, hvad de ser eller er bange for, hvad en indgriben kan få af konsekvenser. Når den tvivl først borer sig fast, er vi tilbøjelige til at se på, hvad andre omkring os gør.

»Det moralske ansvar fordeles ligeligt mellem dem, der overværer episoden, og ansvaret fortyndes dermed til ikke at gælde nogen. Derfor kan vi i sådan nogle situationer godt få den tanke, at der ikke er noget galt og gå videre, selv om det ikke er tilfældet,« siger Vincent F. Hendricks.

Den indre forhandling

Når vi bliver konfronteret med en situation, hvor en person tydeligvis kunne bruge hjælp, bliver vi hurtigt klar over, at noget er galt. Men der er altid undskyldninger for at bryde normen om at gribe ind, forklarer Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker på Roskilde Universitet (RUC).

»Mange tror, at vi fornuftigt afvejer vores valgmuligheder, men det er ikke tilfældet. Vi laver en intern forhandling og leder efter information, der skal pege mest i retning af, hvad vi har lyst til, at den skal pege i retning af. Hvis vi i forvejen er tøvende over for at gribe ind, vil vi ofte lede efter grunde til, at vi ikke behøver at reagere,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Ifølge Gallups måling mener ni ud af ti danskere, at vi bør blive bedre til at gribe ind, når vi ser en medborger i det offentlige rum, der har brug for hjælp.

Det er særligt vores personlige ansvar for at bidrage til, at vores medmennesker har det godt, der er røget i glemmebogen, mener Christian Borrisholt Steen, MA i Etik og Værdier og medlem af Det Etiske Råd, hvor hans fokus er spændingsfeltet mellem at drage omsorg for og respektere den enkeltes selvbestemmelse.

»Hvis man ikke selv vurderer, at det vil være forsvarligt at gribe ind i eksempelvis et slagsmål, må man som ansvarlige samfundsborgere i det mindste kontakte politiet.,« siger Christian Borrisholt Steen og uddyber:

»Men selv om vi har et velfungerende politi og andre offentlige myndigheder, har vi for mig at se stadig et personligt ansvar for at bidrage til det gode liv for vores næste og for os selv. Vi kan ikke udlicitere det personlige ansvar til det offentlige. Hvis vi blot går forbi, når et andet menneske forulempes, så er vi for mig at se med til at legitimere en destruktiv adfærd.«