Danskerne: De unge skal selv betale nyt hus

De unge skal betale husleje til Københavns Kommune, hvis de skal have et hus stillet til rådighed. Det mener næsten 70 procent af befolkningen. Det viser, at danskerne ønsker en politisk løsning, mener sociolog.

De unge skal betale husleje, hvis Københavns Kommune stiller et hus til rådighed.

Sådan lyder holdningen hos tæt på syv ud af ti danskerne ifølge en undersøgelse fra Gallup foretaget for Berlingske Tidende.

Huslejen skal ifølge danskerne enten bestå af en lav husleje, eller også skal huset udlejes til de unge til markedsvilkår.

Sociolog, tidligere besætter og ungdomshusekspert René Karpantschof mener, at holdningen er et tegn på, at befolkningen ønsker en politisk løsning.

»Folk synes, at Ungdomshuset er en politisk sag. De ønsker, at der skal komme en løsning, og at det skal ske med en indblanding fra kommunen. Hvis man lejer et hus ud, så giver det også udlejeren, som i dette tilfælde er Københavns Kommune, en mulighed for at føre et vist tilsyn med stedet, og danskerne mener ikke, at de unge skal have fuldstændig frie tøjler,« siger René Karpantschof.

En lang række unge har i omtrent et år kæmpet for et ungdomshus i København. Først for at beholde deres gamle hus på Jagtvej nummer 69, og da det blev revet ned i marts i år, skiftede de unge mål og har siden da demonstreret for et nyt ungdomshus.

Nyt møde med Ritt
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har indtil for kort tid siden ikke ønsket at gå ind i sagen og tage stilling. Begrundelsen lød delvist på, at hun ikke ønskede at belønne voldelige ballademagere.

I ugen op til den ikke-voldelige demonstration i starten af oktober udtalte Ritt Bjerregaard, at hun var villig til at mødes med de unge og starte en dialog, hvis den kommende demonstration ikke blev voldelig.

Ugen efter mødtes overborgmesteren med tre talsmænd og deres advokat Knud Foldschack for at finde en løsning. Endnu er der ingen løsning kommet, men parterne mødes igen på rådhuset på tirsdag og fortsætter dialogen.

»Nu har vi startet en dialog med de unge, og det er jo fordi, at jeg ønsker, at de skal have et hus, men vi er stadig så tidlig i forløbet, så det er svært at sige noget om, hvordan en løsning kommer til at se ud, men kommunen kan jo ikke bare give dem et hus. Så meget er i hvert fald sikkert,« siger Ritt Bjerregaard.

En mulig løsning er ifølge Ritt Bjerregaard, at kommunen anviser nogle huse, som fonden Jagtvej 69 kan få lov at købe til de unge.

V: Lige vilkår for alle
Kommende formand for Venstre i København, Pia Allerslev, er slet ikke overrasket over, at 36 procent af danskerne mener, at de unge kan leje et hus til en lav husleje, og at 32 procent mener, at de skal leje til markedsvilkår.

»Vi har hele tiden fra Venstres side sagt, at de unge under ingen omstændigheder skal have et hus gratis. Skal de unge endelig have et hus, så mener vi, at det skal være under fuldstændig lige vilkår med, hvad alle andre institutioner er underlagt af krav,« siger Pia Allerslev.