Danskeren der udfordrer alverdens klimaforskere

Det internationale klimapanel har fældet sin dom: Størsteparten af nutidens globale opvarmning skyldes menneskets udledning af drivhusgasser. Men på Danmarks Rumcenter sidder en forsker med en noget anden opfattelse. Hans navn er Henrik Svensmark.

Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er nærmest paradoksalt, at mødet foregår påårets hidtil varmeste dag. Vi skriver 12. marts 2007, og uden for bager solen fra en skyfri himmel og skaber en rigtig forårstemperatur på hele 16 grader.

Samtidig har vi netop forladt den varmeste vinter, der nogensinde er registreret i kongeriget, og siden 1995 har kloden gennemlevet 11 af de 12 varmeste år, der er målt siden 1850.

Spørger man de ca. 350 klimaeksperter i FNs internationale klimapanel IPCC, så er det i langt overvejende grad menneskets skyld, at det forholder sig sådan. Men spørger man Henrik Svensmark, er det snarere Solens skyld. I de seneste godt 100 år er Solens magnetfelt nemlig mere end fordoblet i sin styrke, og her ligger ifølge Svensmark kimen til den globale opvarmning.

Den 49-årige seniorforsker og leder af solklimaforskningen på Danmarks Rumcenter er ikke hvem som helst. Blandt de relativt få klimaforskere, der vover at sætte spørgsmålstegn ved, om den globale opvarmning i 1900-tallet først og fremmest skyldes menneskets udledning af drivhusgasser, er Svensmark uden tvivl den, der lyttes mest til. Han har nemlig fat i en tilsyneladende ret lang ende.

Stråler rammer skjold

Ifølge Svensmark begynder en meget stor del af vejret på kloden langt ude i Mælkevejen, hvor eksploderende stjerner, såkaldte supernovaer, bader vores galakse i ekstremt energirig kosmisk stråling. Når disse atomare projektiler når frem til solsystemets yderkanter, møder de et skjold, der dannes af Solens magnetfelt. Skjoldet har imidlertid vekslende styrke. I nogle århundreder er Solens aktivitet lav, hvorved skjoldet er relativt svagt, hvilket leder flere af kosmiske projektiler ind Jordens atmosfære. I andre perioder, bl.a. i disse år, er solaktiviteten høj, hvorved en lavere mængde kosmisk stråling finder vej ned til jordkloden.

Og hvad så? Kosmisk stråling har jo ikke nogen nævneværdig opvarmende indflydelse på Jordens klima. Nej, tværtimod. Meget tyder på, at de i stedet virker afkølende. Når de elektrisk ladede partikler fra supernovaerne rammer luftlagene, så ioniserer de nemlig atmosfæren, hvilket, ifølge Svensmark, virker som en katalysator for dannelsen af bittesmå støvkorn, hvorpå vanddamp i sidste ende kan fortættes til vanddråber.

Forsøg i SKY-kammer

Så jo mere kosmisk stråling, jo flere vanddråber i atmosfæren. Det har Svensmark selv set i sit såkaldte SKY-kammer - et to meter højt såkaldt reaktionskammer, hvor han sammen med kolleger har udført eksperimenter, der efterligner den kosmisk strålings indflydelse på en kontrolleret atmosfære inde i kammeret.

»Der kan man simpelthen se kimen til skydannelse in action. Vi har fundet en tilsyneladende sammenhæng mellem kosmisk stråling og skydannelse. Da jeg startede på det her eksperiment for 12 år siden, havde jeg ingen idé om, hvorvidt det var rigtigt eller ej. Men nu har vi fundet den her utrolige sammenhæng, og det er fantastisk spændende,« siger han.

Ifølge Svensmark er det skydannelsen, der driver klimaet og ikke, som mange klimaforskere ellers hævder, klimaet, der skaber skyerne.

Lavereliggende skyer af vanddamp har en påviselig afkølende effekt på næsten hele klodens klima. De kaster skygger og forhindrer Solens stråler i at ramme landjorden. Så jo flere lavereliggende skyer, jo koldere er der på jordoverfladen - og omvendt.

Men måske endnu mere interessant er koblingen til historiske data. Ved at måle indholdet af kulstof 14 i organisk materiale, f.eks. træ, får man et billede af mængden af energirig kosmisk stråling gennem de seneste ca. 10.000 år. Kulstof 14 dannes i kraft af strålingen fra rummet, hvorfor koncentrationerne giver et billede af, om Solens aktivitet var høj eller lav i en given periode.

Mellem årene 1300 og 1850 var solaktiviteten lav, og samtidig gik jordkloden gennem en periode, der er døbt Den lille istid. Lavpunktet indtraf under det såkaldte Maunder Minimum fra ca. 1645-1715, da hele Europa frøs, høsten svigtede, mange sultede, og Solen samtidig slappede af. Omvendt var solaktiviteten relativt høj, da Romerriget var på sit højeste, eller da vikingerne sejlede over Nordatlanten og fandt de dengang forbavsende milde egne, Island og det sydlige Grønland.

Eneste gode forklaring

»Der er en meget overbevisende sammenhæng mellem klimaforandringerne i de seneste 10.000 år og variationer i Solens aktivitet. Solen er den eneste gode forklaring på disse forandringer,« siger Henrik Svensmark.

Solklimaforskeren er endda i stand til at trække sin argumentation langt længere tilbage i tiden. Den mængde kosmisk stråling, som Jorden modtager, er naturligvis ikke bare afhængig af, hvor kraftigt Solens magnetfelt måtte være, men også af, hvor meget kosmisk stråling, der rent faktisk dannes i vort kosmiske nabolag. Derfor har det ifølge Svensmark og hans israelske kollega Nir Shaviv stor betydning for klimaet, hvor Jorden befinder sig i Mælkevejen. For knap trekvart milliard år siden var størsteparten af jordkloden således indhyllet i et kæmpemæssigt sne- og isdække, som forskere har døbt Snowball Earth - sneboldjorden. Og nogenlunde samtidig befandt jordkloden sig efter alt at dømme i et sandt babyboom af nyfødte stjerner, der sendte massiv stråling ned mod vores dengang væsentligt mere jomfruelige klode. Som Svensmark formulerer det:

»Den udvikling, der har været af stjernerne i vores Mælkevej, hænger sammen med Jordens udvikling. Vi kan dermed forklare nogle sammenhænge, som sætter Jorden og Jordens evolution i et helt andet lys.«

Men tilbage står nutiden, kuldioxiden og den kendsgerning, at langt de fleste klimaforskere anser netop den menneskeskabte udledning af drivhusgassen kuldioxid som den absolut mest sandsynlige forklaring på det 20. århundredes globale opvarmning. Hvad siger Svensmark til det?

»Jamen, jeg anerkender da, at CO2 kan spille en rolle. Men at hævde, at det er den eneste forklaring på den aktuelle globale opvarmning, det er forkert. Solen har formentlig haft stor andel i opvarmningen gennem de seneste 100 år, og går vi længere tilbage i tiden, har Solen været den dominerende faktor i klimaforandringer. Der er mange, der hævder, at den globale opvarmning er en katastrofe, som vi skal undgå. Jeg er slet ikke sikker på, at det er en katastrofe, og det er uvidenskabeligt at hævde, at det forholder sig sådan. De klimamodeller, som ligger til grund for IPCCs forudsigelser, er ikke pålidelige nok til sådanne forudsigelser..«

Som for at bekræfte Svensmarks teorier er himlen over Danmarks Rumcenter stadig skyfri, da samtalen er slut.