Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Trods de gentagne uroligheder mellem Israel og særligt de palæstinensiske grænseområder er det jødiske hjemland i Mellemøsten blevet en populær destination for danske turister.
Flere danske rejseselskaber er de seneste år begyndt at sende charterfly til primært Eilat i det sydlige Israel, der ligger ud til Det Røde Hav, hvor der i vintermånederne er masser af sol og varme.
Bravo Tours indlemmede i 2013 Israel for gæsterne. Det første år var der kun få, der var interesserede. Men 2014 har indtil videre været en stor succes, forklarer informationschef Bent Bernardi Sørensen:
»I begyndelsen så det skidt ud, men det endte med, at alt blev udsolgt,« siger Bent Bernardi Sørensen, der tror, at den stigende interesse skyldes en genfunden lyst til at opleve Israel, som blev pillet af de charterkataloget hos de danske rejseselskaber for omkring ti år siden.
Albatros Travel betegner det seneste års salg til Israel som det »bedste i mange år«. Især kystbyen Tel Aviv ud mod Middelhavet er røget højt op på listen over feriemål, lyder det fra rejseselskabet.
»Tel Aviv har fået en opblomstring - mange kalder det i dag Mellemøstens Barcelona,« siger pressechef Steen Albrechtsen.
SAS og Norwegian har inden for de seneste to år åbnet direkte ruter til netop Tel Aviv. Norwegian, der har tre ugentlige afgange til den israelske kystby, melder om stort set fyldte fly.
»Der er en stor interesse for destinationen,« siger informationschef Johan Bisgaard Larsen.
Spændingerne i området - senest med drabene på tre kidnappede israelere og angiveligt et hævndrab på en ung palæstinenser - har øjensynligt ikke fået konsekvenser for populariteten.
»Folk booker typisk deres flybilletter fire måneder frem, men vi kan ikke se på tallene lige nu, at det har ændret sig. Jeg tror, at folk håber, at det løser sig,« siger Johan Bisgaard Larsen, mens det samme lyder fra rejseselskaberne:
»Umiddelbart er der ikke nogen ændring,« siger kommunikationschef i Apollo Rejser Glenn Bisgaard, som dog understreger, at man ligesom andre rejseselskaber nøje følger Udenrigsministeriets rejsevejledning og lokale kilders beretning om sikkerheden.