Danskere skal lave cykelstier i New York

New York vil have folk ud af bilerne og op på cyklen. Blandt andet skal 2900 kilometer cykelsti skabes og det skal et dansk arkitektfirma stå for.

Et eksempel fra Manhattan på en af de passager der skal forbedres i fremtiden (class 2 bicycle lanes). Credit: Jens Røhrbech / Gehl Architects Fold sammen
Læs mere

Danske Gehl architects skal skabe cykelstier på Manhattan i de kommende år.

New Yorks borgmester Michael Bloomberg vil af med de mange biler, der hver dag fylder godt i gadebilledet på Manhattan, og sammen med bompenge og færre parkeringspladser, er målet at skabe 2.900 km nye cykelstier i de kommende år, skriver DR online.

Stort set ingen New Yorkere tager cyklen til daglig - omtrent en halv procent - mens godt 80 procent benytter sig af offentlig transport. Heroverfor står København som forbillede, idet 36 procent dagligt benytter sig af cyklen, og selvom 75 procent flere har fået lyst til at tage cyklen til Manhattan siden 2000 vil »The Big Apple« følge op og udbygge tendensen kraftigt.

Tidligere har Gehl architects været med til at indføre cykelstier i Melbourne, Sydney, Rotterdam og London og i denne weekend tager Jan Gehl til New York for at slå et slag for cyklen og inspirere New Yorkere til at bruge den.

»How New Yorkers ride bikes« hedder arrangementet, der får musikeren David Byrne (tidligere Talking Heads) som vært til et potpourri af musik, diskussioner, oplæsninger og overraskelser.