Danskere rammes oftere af spiseforstyrrelser end indvandrere

Danskere får oftere end første- og andengenerationsindvandrere spiseforstyrrelser, konkluderer forskere.

Forskere har set nærmere på socialkulturelle baggrunde blandt unge med anoreksi, bulimi eller overspisning. Scanpix/Carina Heckscher/arkiv
Læs mere
Fold sammen

Risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse er omtrent dobbelt så stor for etniske danskere end for første- eller andengenerationsindvandrere.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en undersøgelse fra Aarhus Universitet.

Forskere har set nærmere på 1.184.205 personer født i Danmark mellem 1984 og 2002. Af de etniske danskere i undersøgelsen udviklede 0,8 procent en spiseforstyrrelse, mens tallet for indvandrere var 0,4 procent.

Studiet overrasker, mener Carsten Bøcker Pedersen, professor ved Aarhus Universitet.

»Fordi første- og andengenerationsindvandrere ellers er overrepræsenteret inden for mange andre psykiske sygdomme som for eksempel skizofreni.«

»Det har en af vores tidligere undersøgelser vist, «siger han til Jyllands-Posten.

Carsten Bøcker Pedersen står sammen med en gruppe forskere bag undersøgelsen, hvis formål var at undersøge de socialkulturelle baggrunde blandt unge med anoreksi, bulimi eller overspisning.

Undersøgelsen blev også lavet i Sverige med samme udfald som det danske.

Hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade ser man heller ikke mange indvandrere.

»Om der rent faktisk er færre med spiseforstyrrelser blandt de unge med anden etnisk baggrund end dansk, er svært at sige, «siger generalsekretæren i foreningen, Steen Andersen, til Jyllands-Posten.

»Vores erfaring er, at spiseforstyrrelser ikke altid bliver anset som en acceptabel sygdom på samme måde, som de gør blandt etniske danskere«, tilføjer han.

/ritzau/