Danskere flokkes til Sverige: På disse varer kan du opnå enorme besparelser

På flere varer kan du få under halv pris, hvis du tager turen til den anden side af Øresund.

Therese Fridh er ansat i tøjbutikken Odd Molly indkøbscenteret Emporia i Malmö. Fold sammen
Læs mere

Det seneste halve år har svenske Therese Fridh måttet pudse sit danske af, når hun er på arbejde i tøjbutikken Odd Molly i Malmö. Det vælter ganske enkelt ind med danskere, som har taget turen over sundet for at gøre et kup.

Dansker-stormen tog til i foråret, da den svenske krone ramte det laveste niveau i ti år. Men betyder det så automatisk, at der er besparelser at hente?

For at besvare det spørgsmål satte B.T. sig onsdag morgen til rette i et tog på Københavns Hovedbanegård og tog turen til Sverige.

Kursen på den svenske krone var 0,696 - og derfor kunne 100 svenske kroner fås for 69,6 danske.

40 minutter senere standsede toget ved stationen Hyllie uden for Malmö – lige ved siden af det enorme shoppingcenter Emporia – og så kunne prisfesten ellers gå i gang.

I de fleste tilfælde i hvert fald.

Ud af de 35 varer, B.T. undersøgte prisen på, kunne man som dansker spare penge på 27 af dem.

I nogle tilfælde var besparelserne så markante, at det var under halv pris i forhold til Danmark.

»Jeg tror, vi kommer til at se danskere tage til Sverige for at købe julegaver, og der giver mening, for der kan være store besparelser at hente,« siger Ida Marie Moesby, økonom ved Forbrugerrådet Tænk:

»Men man skal overveje tingene grundigt og gøre sit forarbejde, før man tager afsted.«

B.T.s tur rundt i Emporia afslørede hurtigt, at der kan være relativt fine besparelser af hente.

Det viste sig eksempelvis, at man i H&M kan spare 13 og 22 procent på at købe henholdsvis en jakke og en sweatshirt i forhold til at købe samme varer i Danmark.

Også sko og briller kunne købes med ganske fine besparelser.

Til gengæld stod det klart, at man ikke skal rejse til Sverige for at få en billigere iPhone 11 Pro Max.

Den kostede knap 146 danske kroner mere, end den gør i Danmark.

De helt store besparelser dukkede op, da B.T.s udsendte bevægede sig en kilometer væk fra centeret og besøgte den lokale Netto.

På billedet ses første etage i Emporia. Fold sammen
Læs mere

Står du eksempelvis overfor at skulle hamstre slik ind til juleperioden, kan du helt roligt tage et smut til Sverige.

Er du glad for Anthon Bergs marcipanbrød, sparer du knap 50 procent ved at købe det i Sverige.

Er du glad for Marabou-chokolade, sparer du knap 55 procent.

Helt vanvittig blev besparelsen, da B.T. begyndte at hamstre bland-selv-slik.

Her sparer du hele 65 procent i forhold til Danmark.

Hvis man udelukkende rejser afsted for at spare penge, skal man tænke regnestykket godt igennem, før man tager afsted.

»Hvis man tager til Sverige for at spare penge, skal man købe en del, før rejseudgiften er dækket,« siger Flemming Birch, ekspert i forbrugertendenser hos Birch og Birch:

»Men der er også rigtige mange, som tager turen, fordi man samtidig med at spare penge får en god dag ud af det.«

Hvis du er afsted med familien for at få en god oplevelse, kan du også roligt spise frokost i Sverige.

Det bidrager nemlig også til den samlede besparelse.

Kort før B.T. vendte næsen hjemad, slog reporterne turen forbi McDonald's.

Her var der 16 procent at spare på en Big Mac-menu - og godt 25 procent at hente på en Happy Meal.