Danskere anklages for menneskesmugling

Mohammed El-Abbassi fortæller, at han hjalp flygtninge ud for den græske ø Lesbos, da han for to år siden blev anholdt. Mandag starter retssagen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En januarnat i 2016 blev de to danskere Salam Aldeen og Mohammed El-Abbassi anholdt ud for den græske ø Lesbos.

De var sejlet ud for at hjælpe flere flygtninge, som de havde fået nys om var i en båd, som var ved at synke, fortæller Mohammed El-Abbassi, der er tiltalt for menneskesmugling.

- Vi fik at vide, at en båd var ved at synke. Vi skyndte os derned og hoppede i vores våddragter og redningsveste.

- Vi ringede også til kystvagten undervejs, men de kunne ikke komme, siger han, og fortæller, at de senere fik at vide, at flygtningene var blevet reddet.

På vej tilbage blev de dog stoppet af kystvagten og anholdt, fortæller han.

Efter nogle døgn i fængsel blev de begge løsladt mod kaution. Mohammed El-Abassi måtte gerne rejse tilbage til Danmark, mens Salam Aldeen fik besked på at blive i landet.

Mere end to år efter anholdelsen begynder retssagen mandag i Grækenland mod de to danskere, der er anklaget for menneskesmugling.

Salam Aldeen oprettede i 2015 organisationen Team Humanity, som hjælper flygtninge. Det var ved anholdelsen tredje gang, at Mohammed El-Abassi var rejst til Grækenland for at arbejde for organisationen, fortæller han.

- Anholdelsen har været så idiotisk, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er så uretfærdigt og kynisk at anholde sådan nogle som os. Vi prøver bare at gøre verden til et bedre sted, siger han.

Han mener, at han er uskyldig i den anklage om menneskesmugling, som den græske anklager har stillet ham over for.

- Vi kan bevise, at vi ikke har været i nærheden af den tyrkiske grænse.

- Jeg ville aldrig risikere mit liv ved at sejle ind i tyrkisk farvand for at redde mennesker, siger han.

Advokat Christian Dahlager, der repræsenterer Salam Aldeen, vurderer, at en straf på tre-fem år er mest sandsynlig, hvis de dømmes.

- Jeg synes, at det er stærkt ulykkeligt og en pervertering af begrebet menneskesmugling, hvis menneskesmugling er, at man hjælper folk, der ligger inde ved kysten og ved at drukne, siger han.

Dommen ventes mandag eller senere på ugen.

/ritzau/