Dansker finder hidtil ældste bakterie

Professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet har sammen med et internationalt forskerhold fundet dna fra levende bakterier, der er en halv million år gamle. Aldrig tidligere har videnskaben fundet spor af så gamle organismer, der stadig er liv i.

Fundene er gjort i prøver fra jordlag med permafrost i det nordvestlige Canada, det nordøstlige Sibirien og Antarktis (Sydpolen), og den epokegørende opdagelse er interessant af flere årsager.

- Vi har fundet det første meget sikre bevis for, at der faktisk er celler, bakterier, der kan overleve i meget lang tid, op til en halv million år. Yderligere har vi fundet den mekanisme, hvormed det kan lade sig gøre, siger Eske Willerslev til Ritzau.

Resultaterne publiceres nu i det ansete, amerikanske videnskabelige magasin PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences).

Forskerholdets fund kan få betydning for at forstå mekanismerne bag ældning af celler, ligesom de måske kan hjælpe med at give svar på, om der har været liv på Mars.

/ritzau/