Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mobiltelefoner, iPods, tøj, computere, TV, cykler, musik, film, oplevelser, snacks, accessories, smykker, make-up. Listen over forbrugsgoder er lang, når de unge selv skal liste indkøb og forbrugsønsker op. Og de nyeste tal viser, at de danske unge mellem 13 og 17 år har råd til det.
De unge i Danmark er de i Norden, der har flest penge til sig selv om måneden – 1.134 kroner i gennemsnit har Nordea regnet ud på baggrund af en rundspørge foretaget af analyseinstituttet Vilstrup i Norge, Sverige, Finland og Danmark.
Særligt de unge drenge har penge til sig selv. De ligger knap 200 kroner højere end pigerne, men tallene er et gennemsnit, pointerer Ann Lehmann Erichsen, forbruger- økonom hos Nordea og initiativtager til undersøgelsen:
»Tallene gemmer på meget store forskelle, alt efter hvilken alder, hvor stor familiens hustandsindkomst er, og hvilket køn, der er tale om, men vi har længe vidst, at særligt drengene har et stort og stigende forbrug, men de bruger primært pengene på store ting som computere og dyre mobiltelefoner. Pengene får de dels hjemmefra i form af lommepenge, dels ved selv at tjene dem på fritidsarbejde efter skoletid.«
Undersøgelsen af unges forbrug, fritidsaktiviteter og syn på penge viser, at mere end halvdelen selv tjener hovedparten af deres penge og dermed selv finansierer deres forbrug.
I modsætning til de unge i de andre nordiske lande arbejder danske unge betydeligt mere end deres nordiske jævnalderende:
»De danske unge er flittige efter skoletid. I Danmark har 55 procent af de unge et fritidsjob, i Sverige er det 23 procent, i Norge 30 procent og i Finland kun 12 procent. Til gengæld får de danske unge ikke nær så mange penge fra mor og far som i de andre lande,« oplyser Ann Lehmann Erichsen.
Drengene sparer op
Undersøgelsen viser, at de unge, særligt drengene, er gode til at spare op. Drengene i alderen 13-17 år har i gennemsnit sparet 9.094 kroner op af egne penge mod kun 6.232 kroner for pigernes vedkommende. Igen er der store forskelle alt efter alder og hustandsindkomst, men et generelt træk er, at drengene ønsker sig større og mere varige forbrugsgoder end pigerne.
»Det er i de unge år, fundamentet for de unges forbrugs- og opsparingsvaner grundlægges. Børns forbrug spejler sig direkte i forældrenes forbrug. Der er dermed tætte bånd fra børneværelset til de voksne,« forklarer Ann Lehmann Erichsen.