Danske turister i Egypten bør »passe godt på«

Udenrigsministeriet følger urolighederne i Egypten tæt og råder danskere i Cairo og Alexandria til at passe godt på.

Alexandria, 28. juni 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kig dig godt for og følg anvisningerne fra de lokale myndigheder.

Udenrigsministeriets Borgerservice vil ikke følge det amerikanske eksempel, der går på at amerikanske statsborgere skal udskyde »ikke-væsentlige rejser til Egypten«. Men danskere i Egypten skal passe godt på, lyder rådet.

»Vi anbefaler danskere at være meget agtpågivende og holde sig væk fra de området, hvor der er demonstrationer og i øvrigt at følge de anvisninger, der kommer fra myndighederne, så man undgår at komme i situationer, hvor man kan komme i risiko,« siger Torben Gettermann, der er kontorchef i Borgerservice.

Han understreger, at Borgerservice følger situationen i Cairo og Alexandria, hvor der har været voldsomme demonstrationer i de seneste dage op til årsdagen for præsident Mohamed Morsis indsættelse søndag.

»Vi følger lige præcis den situation meget nøje. I morgen (søndag, red.) er afgørende for, hvordan det hele vil udvikle sig,« siger Torben Gettermann.

Borgerservice har senest opdateret rejsevejledningen til Egypten fredag, hvor tre personer, herunder en amerikansk statsborger, blev dræbt i Alexandria, og omkring 70 personer blev såret.

»Den (rejsevejledningen, red.) tager fuld højde for den situation, som vi forudser vil opstå i de her dage med demonstrationerne. Og vi følger selvfølgelig situationen tæt i de kommende timer og dage. Vi skal se på, hvor store demonstrationerne bliver. Hvor voldelige bliver de? Og så må vi se, hvilke konsekvenser, de får, også i forhold til vores rejsevejledning,« « siger Torben Gettermann.

Men det er ikke umiddelbart på tale at lave et indrejseforbud á la det amerikanske.

»Der er vi ikke henne endnu, og man skal huske på, at det ikke er demonstrationer, der er rettet mod udlændinge, men det drejer sig om en intern politisk situation,« siger Torben Gettermann.