Danske svin er populære i udlandet

Dansk svinekød er et hit i udlandet, og Danske Slagterier kan glæde sig over, at værdien af den danske svinekødseksport steg med seks procent sidste år.

I Storbritannien kan de bedst lide bacon. I Kina er trynen, tæerne og indmaden en delikatesse. Og i de sydeuropæiske lande og USA er de vilde med skinke. De danske grise sælger godt i udlandet, og Danske Slagterier glæder sig over, at værdien af den danske svinekødseksport steg med seks procent i 2006.

- 2006 har jo været meget tilfredsstillende på den måde, at prisniveauet har været stigende globalt, og den stigning har vi så fået vores pæne del af, fortæller Bent Claudi Lassen, der er formand for Danske Slagterier.

Eksporten steg fra 26,8 milliarder kroner i 2005 til 28,4 milliarder kroner sidste år, og ud over at prisen er steget, skyldes fremgangen også, at de danske grise er ved at erobre det russiske marked.

/ritzau/