Danske Studerendes Fællesråd: Universiteterne har skåret ind til benet

Tilskuddet til universiteterne er ikke fuldt med antallet af studerende, og derfor er det problematisk, at regeringen vil skære yderligere, mener Danske Studerendes Fællesråd.

Landets universiteter har de seneste år været ramt af besparelser. Det har kunne mærkes, og derfor er det ikke flere steder, der kan spares eller effektiviseres, lyder meldingen fra Yasmin Davali, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.

»Jeg tror, det er de færreste af os, der har en dagligdag ude på institutionerne, der ikke er klar over, at det altså ikke ser kønt ud derude. Vi er underfinansierede, og det har man længe kunne mærke på kvaliteten,« siger hun.

I sommer bebudede uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) at de »kornfede« danske universiteter skulle underlægges et sparekrav på to procent årligt.

Men fredag kan Politiken fortælle, at selvom der er kommet flere og flere studerende på de danske universiteter, er tilskuddet per studerende ikke fulgt med udviklingen. Siden 2010 er tilskuddet per studerende ifølge avisen faldet med mere end ti procent, og derfor vækker det forargelse hos Danske Studerendes Fællesråd, at uddannelsesministeren nu vil skære yderligere i universiteterne.

»Når Esben Lunde Larsen påstår, universiteterne er kornfede, og at man sagtens kan finde nedskæringer, uden at det gør ondt, så er det en vildledelse og et udtryk for, at han taler mod bedre vidende, for han ved godt, hvordan tallene ser ud,« siger Yasmin Davali og fortsætter:

»Det mindste han kan gør, hvis han træffer det her politiske valg, det er at stå ved det og være ærlig omkring, at det kommer til at have konsekvenser.«

Spørgsmål: Men hånden på hjertet, er der så ikke nogen steder på man vil kunne skære ind og bruge pengene bedre andre steder?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Man har simpelthen skåret ind til benet over de sidste par år. Man har taget bid for bid siden 2002, og nu er vi der, hvor det gør rigtig, rigtig ondt. Det er sådan, virkeligheden ser ud lige nu.«