Godmorgen og velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik.
Det er blevet tirsdag, og vi har scannet nyhedsbilledet, så du kan være godt klædt på til dagen.
I dagens overblik kan du blandt andet blive klogere på, hvad det betyder at have »diamanter i benene«, som er et udtryk, der netop er blevet optaget i ordbogen.
Du skal også høre, hvordan det står til med de danske soldater i Letland, hvor en udsendt soldat rejser skarp kritik og siger, at de udsendte mangler alt fra »ammunition til underbukser«.
Vi lægger dog ud med at zoome ind på en lov, der blev vedtaget i 2019 og gjorde det muligt at politianmelde psykisk vold.
Rigtig god fornøjelse.
Anmeldelser om psykisk vold fordoblet på kort tid
Siden psykisk vold fik sin egen paragraf i straffeloven for tre år siden, har antallet af anmeldelser ligget på mellem 72 til 109 i kvartalet. I hvert fald indtil nu.
I løbet af de første tre måneder af 2022 har politiet nemlig modtaget 263 anmeldelser, hvilket er mere end en fordobling sammenlignet med tidligere opgørelser.
Det skriver Berlingske her tirsdag morgen.
Hvad årsagen er, er svær at pege på, vurderer Ingrid Soldal Eriksen, der er analytiker hos Det Kriminalpræventive Råd. Hun er dog ikke overrasket over, at der er sket en stigning.
Du kan læse mere om dén sag ved at klikke her.
Krav om særlov for døde patienter
De efterladte skal have fuld erstatning, hvis et familiemedlem, der er blevet unødigt amputeret, dør. Det mener flere partier, som nu kræver en særlov, skriver Avisen Danmark.
Udmeldingen kommer, efter at samme avis i weekenden kunne fortælle, at flere og flere efterladte risikerer at gå glip af en stor del af erstatningen, hvis benamputerede dør, før deres erstatningssag er afsluttet.
De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, kalder det »et kæmpe svigt«, og Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at hele erstatningssystemet bør kigges efter i sømmene.
Region Midtjylland har påbegyndt gennemgang af 1.800 journaler, efter at en ekstern analyse har vist, at regionen årligt kan have foretaget op mod 47 amputationer, der kunne være undgået, på sygehusene i Viborg og Aarhus.
Du kan læse hele artiklen ved at klikke her.
Den Danske Ordbog optager nye ord
Ordbogen er endnu engang blevet opdateret med en række nye ord, betydninger og faste udtryk. Faktisk er der tilføjet intet mindre end 427 nye ord, 26 nye betydninger og 21 faste udtryk.
Og fordi Tour de France for første gang nogensinde indledes i Danmark, stammer 31 af dem fra cykelsportens verden. Derfor kan du fremover på helt korrekt dansk sige »han har virkelig diamanter i benene«, når en cykelrytter har overskud og kræfter til at yde maksimalt.
»Det er næppe undgået nogens opmærksomhed, at Danmark om kort tid står i cyklingens tegn,« skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der står bag Den Danske Ordbog, i en pressemeddelelse.
Du kan læse hele Berlingskes artikel og se listen med cykelbegreber og de mange andre ord, der er blevet optaget i ordbogen ved at klikke her.
Udlændingestyrelsen risikerer af overtræde menneskerettigheder
Det risikerer i nogle tilfælde at være i strid med menneskerettighederne, når myndighederne fratager syriske flygtninge fra Damaskus-området opholdstilladelser.
Det vurderer Institut for Menneskerettigheder i en rapport om retssikkerheden i hjemsendelsessagerne, skriver Information.
Her bliver Udlændingestyrelsen kritiseret for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til retten til familie- og privatliv, når den skal vurdere en udsendelse, hvor nogle familiemedlemmer får lov at blive i Danmark, mens andre ikke gør.
Familier kan for eksempel blive adskilt, hvis forældrene får inddraget deres opholdstilladelse, fordi forholdene i Damaskus og omegn ifølge danske myndigheder er forbedrede, hvorimod sønner i den værnepligtige alder kan beholde deres opholdstilladelse, så de ikke skal blive soldater.
Læs hele artiklen ved at klikke her.
Danske soldater i Letland mangler ammunition
I maj blev hundredvis af danske kampsoldater sendt til Letland for at styrke NATOs tilstedeværelse i Baltikum og afskrække Rusland.
Men i den danske lejr i Letland advarer soldaterne nu om, at de ikke kan holde deres niveau højt til skarp kamp, skriver dr.dk. Flere træningsaktiviteter er blevet aflyst, fordi der ikke har været nok ammunition at træne med, bekræfter Forsvarskommandoen.
Det er ultimativt et spørgsmål om liv og død, understreger 41-årige Dennis, der er overkonstabel af 1. grad og fællestillidsrepræsentant for cirka 300 konstabler og korporaler i kampbataljonen i Letland.
»Det gør, at man falder i niveau. Og hvis Putin vælger at krydse grænsen hertil, så er man ikke 100 procent klar,« siger Dennis, der af sikkerhedsmæssige årsager ikke ønsker, at hans efternavn fremgår af historien.
Det er ikke kun ammunition, der har manglet. Teltene, soldaterne ankom til, var faldefærdige.
»Vi mangler alt fra ammunition til underbukser for at sige det mildt,« siger fællestillidsrepræsentanten.
Du kan læse hele artiklen ved at klikke her.
Det sker i dag:
Grønlands nationaldag: I dag er der folkefest i alle grønlandske byer og bygder. Nationaldagen blev indført af det tidligere hjemmestyre, og det var også på denne dato, at Grønland i 2009 fik selvstyre. Siden 2016 har statslige myndigheder her i Danmark flaget med det grønlandske flag på denne dato.
Aktierådgiver i retten: Østre Landsret ventes ifølge Ritzau at tage hul på en straffesag mod en kendt aktierådgiver. Bagmandspolitiet har anklaget ham for at have handlet for en kunde, som er kommet ud i meget store tab, hvilket han blev kendt skyldig i i byretten. Aktierådgiveren ønsker frifindelse og vil renses i landsretten.
Rigtig god dag derude.




