Danske soldater får kamera på hjelmen

På sigt skal danske soldater i Afghanistan have et kamera på hjelmen, så de kan dokumentere deres arbejde. Ekspert frygter, at billederne kan blive misbrugt.

Danske soldater i Afghanistan. Foto: Christian Brøndum Fold sammen
Læs mere

Et videokamera på hjelmen bliver standardudstyr for fremtidens danske soldater. Kameraerne skal blandt andet vise, hvordan soldaterne arbejder og dermed skabe forståelse for indsatsen i Afghanistan.

Danske presseofficerer har allerede taget de nye hjelmkameraer i brug på patruljer i Helmand-provinsen, og i løbet af 10-15 år vil de blive udbredt til hver enkelt soldat, forventer presseofficer Nils Ole Markussen fra Forsvarskommandoen.

- Billederne kan både bruges i træningen af nye soldater og til at vise befolkningen, hvorfor vi er i Afghanistan, siger Nils Ole Markussen.

Udviklingen kræver dog klare retningslinjer for, hvem der har kontrol over billederne, så de ikke misbruges, siger medieforsker Stig Harvard. Han peger på, at billederne både kan bruges til at overvåge soldaterne og til at lave propaganda for den danske indsats i Afghanistan.

/ritzau/