Danske soldater blev dræbt af briter

To danske soldater blev i september dræbt af britiske missiler. Der er tale om en tragisk fejl, fastslår forsvarets Auditørkorps.

Det var såkaldt "friendly fire", da to danske soldater blev dræbt i Afghanistan den 26. september. Britiske tropper skød ved en fejl mod de danske soldater, konkluderer forsvarets Auditørkorps. Det viser blandt andet sprængstykker fra stedet.

- Der var tale om en egenbeskydning, hvor britiske soldater ved en fejltagelse beskød og ramte en dansk stilling, siger auditør Peter Otken på baggrund af auditørkorpsets undersøgelse.

Briterne har endnu ikke færdiggjort deres rapport, og det er ifølge Peter Otken briterne selv, der afgør, om der skal rejses tiltale på grund af fejlen.