Danske politihundesnuder er specialister i fokus og præcision

Svensk politi har bedt om hjælp fra Danmark i eftersøgning. Fire danske politihunde er på vej mod Sverige.

Politihunde ved Elverparken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Det bliver en udfordrende opgave for de danske politihunde, der sendes til Sverige for at hjælpe politiet i eftersøgningen af en mand, som forsvandt sporløst for 19 år siden.

Men hvis der er nogen, der kan, så er det de danske hunde.

Det fortæller vicepolitiinspektør John Jensen, der er leder af Rigspolitiets Politihundetjeneste.

»Vores helt klare force er, at vi har lært hunden at arbejde i et meget langsomt tempo. Derudover er hundeføreren ekstremt fokuseret på sin hund, for han får måske kun et lille signal fra hunden om, at der er kommet en færd op,« siger han.

Det er den 36-årige Lelle Hildenbrand, som de specialtrænede hunde skal finde. Han arbejdede som manager for rockbandet Hammerfall og forsvandt 25. januar 1999 i byen Sølvesborg i Sydsverige efter en koncert.

Svensk politi søgte forgæves efter ham for snart to årtier siden. De mistænker, at det kan være en forbrydelse, som førte til hans forsvinden.

Nu iværksætter svensk politi den nye eftersøgning og håber på, at de specialtrænede danske hunde endelig kan opsnuse den 36-årige mand og sætte et punktum i sagen.

»Det kan være svært, når der er gået 19 år. Alt efter jordforholdene og forrådnelse af lig kan der reelt kun være knoglerester tilbage.«

»Det gør det sværere, da dermed ikke er kropsdele, som opgiver færd op gennem jorden,« siger John Jensen.

Mens danske hunde er blandt de bedste i verden til at søge på land, er svenskerne rigtig gode til samme opgave på vand. Det så man senest, da politiet ledte efter kropsdele af den dræbte journalist Kim Wall i Øresund.

Her hjalp svensk politi til, og især deres hunde spillede en stor rolle i eftersøgningen.

»Samarbejdet har fungeret glimrende i mange år. Men når vi lige har de her to store sager, som har pressens bevågenhed, så bliver det mere tydeligt, at vi har det samarbejde,« siger John Jensen.

Det er fire danske politihunde, der i denne omgang sendes til Sverige.

/ritzau/