Der var dansk fangst, da Europol og de amerikanske toldmyndigheder igår gik i aktion mod netsteder, der beskæftiger sig med salg af kopivarer og forfalskede mærkevarer. Aktionen, kaldet Project Cyber Monday 3, betød i første omgang at 133 netsteder blev konfiskeret, og at en enkelt amerikaner blev anholdt og fik 175.000 dollars konfiskeret.

Ifølge Europol var et antal af de konfiskerede netsteder danske, men der foreligger i øjeblikket ikke oplysninger om, hvilke netsteder, der er tale om.

Der var tale om netsteder, der solgte falske mærkevarer til kunder, der ofte var uvidende om forfalskningerne - og udover amerikanske og danske netsteder, røg også belgiske, franske, rumænske og britiske netsteder under aktionen.

God tro

Dertil kom en række konti hos det amerikanske betalingssystem, PayPal, som tilhørte de nu lukkede netsteder.

Myndighederne var kommet på sporet af de mange netsteder via tip fra ejerne af de respektive varemærker, og aktionen skete i samarbejde med blandt andet det store auktionssted eBay, hvor mange af de nu lukkede netsteder angiveligt også solgte kopivarer.

Både Europol og de amerikanske toldmyndigheder oplyser, at de mange netsteder solgte kopivarerne uden at oplyse, at det var kopivarer, hvorfor kunderne har været i god tro.