Danske patienter kender ikke deres EU-ret

Hvert år bliver der foretaget 11,5 millioner ambulante behandlinger såsom øjenoperationer og kikkertundersøgelser herhjemme. Venstre vil give patienterne frit valg mellem offentlige og private hospitaler. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vidste du, at du med en henvisning fra din praktiserende læge i hånden til ambulant sygehusbehandling - hvis du eksempelvis skal have fjernet en knyst, skal steriliseres, eller have behandlet åreknuder - kan tage til Sverige eller Tyskland for at springe de danske ventelister over, og efterfølgende få refunderet pengene af det offentlige?

Svaret er nok nej. For rigtig mange danskere kender slet ikke de rettigheder, som et EU-direktiv, der trådte i kraft ved årsskiftet, giver dem.

Det vurderer paraplyforeningen Danske Patienter.

"Der er ikke ret mange, der ved, at de har den ret. Der mangler i høj grad informationskampagner. Patientombuddet har på deres hjemmeside et link til loven, men lovtekster er ikke for almindelige mennesker," lyder det fra formand Lars Engberg, der tidligere har taget sagen op med sundhedsminister Nick Hækkerup (S).

Også sundhedsjurist på Syddansk Universitet, Kent Kristensen vurderer, at der for mange danske patienter er adskillige barrierer, der står i vejen for at udnytte EU-direktivets muligheder.

"Det er regler, der er svære at overskue, og det kræver overskud at finde ud af, hvilken retsstilling man har. Og de patienter, der lige præcis har brug for at kende reglerne, er patienter, der i forvejen er syge og måske ikke har det overskud," siger han.

I juli måned lavede dagbladet Politiken en rundringning til regionerne for at undersøge brugen af EU-direktivet til at få behandling uden for Danmarks grænser. Og den viste, at kun 84 danskere havde rettet henvendelse til regionerne for at forhøre sig om muligheden.

Hos Danske Patienter mener Lars Engberg, at informationsopgaven eksempelvis ligger hos de såkaldte patientvejledere:

"Vores største anke er, at de patientvejledere, der er rundt omkring på de danske hospitaler, ikke er i stand til at vejlede patienter, der ønsker en behandling i udlandet, og de har heller ikke fået at vide, at de skal gøre det," siger han og fortsætter:

"Så som systemet er i øjeblikket, er det et spørgsmål om, hvorvidt patienten selv har overskud og ressourcer til at sætte sig ind i reglerne, skaffe sig information på internettet og undersøge, hvor man kan få den behandling, der er brug for. Det er helt urimeligt," siger Lars Engberg, der samtidig kritiserer det danske sundhedsvæsen for at have "gjort hvad som helst for at forhindre, at muligheden overhovedet bliver brugt".

Venstre præsenterer på mandag deres finanslovsudspil, og det vil indeholde et sundhedspolitisk oplæg, der blandt andet foreslår at udvide danskernes EU-sikrede ret til hurtig ambulant behandling til også at gælde på danske privathospitaler.

Partiets sundhedsordfører Sophie Løhde mener heller ikke, at danskerne er blevet ordentlig informeret om mulighederne for at tage til udlandet.

»Regeringen har vist gjort alt for, at ingen patienter og pårørende skal opdage hvilke muligheder, de har. Og den anden del er, at direktivet er skruet sådan sammen, så man selv skal lægge ud for behandlingen i udlandet, go det skaber en enorm skævhed, for det er slet ikke alle, der har de økonomiske forudsætninger for det,« siger hun.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen påpeger, at informationen til borgerne om EU-direktivet og patientmulighederne er en sag på ministerens bord.

»Danskernes skal informeres og være klar over de rettigheder, som et EU-medlemsborgerskab giver dem. Længere er den ikke, og jeg ved, at sundhedsministeren er i dialog med regionerne om det her. De skal sørge for, at man ikke kan kritisere graden af oplysningen, så det skal bare blive bedre, hvis ikke det har været godt nok,« siger han.

Flemming Møller Mortensen afviser samtidig Venstres forslag om, at lade patienternes ret til ambulant behandling fra dag ét udvide til at gælde på danske privathospitaler.