Danske mænd er vilde med botox-behandlinger

Igen i år har det danske forbrug af botox slået alle rekorder. Således har privathospitaler og klinikker købt næsten dobbelt så meget som sidste år. Den lynhurtige behandling appellerer i høj grad til mænd.

Jimmy Salugaard på 46 år tilhører den stadig større gruppe af danske mænd, som får glattet rynkerne ud med botox. <br>Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Når linjerne i panden bliver for tydelige, er hjælpen ikke længere end en indsprøjtning væk. Det budskab har flere og flere danskere taget til sig, og der bliver købt botox-behandlinger som aldrig før.

Nye tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at privathospitaler og klinikker i 2006 har købt næsten dobbelt så meget botox som i 2005. I de første ni måneder af 2005 blev der solgt botox for 618.104 kroner. Det tal er næsten fordoblet over samme periode i 2006, hvor der blev solgt for 1.153.464 kroner.

Det kommer ikke bag på formanden for Danske Plastikkirurgers Organisation og næstformand i Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, Vibeke Breiting, at danskerne oftere og oftere tyr til botoxsprøjten.

»Der er jo ikke noget, der hedder naturlig alderdom generelt. Mange lever et sundt liv, men skal have lidt hjælp. Min rolle er bare at være fornuftig, hvis patienterne ikke er det, for Michael Jackson er der ingen, der er stolte af. Det tror jeg ikke engang, at Michael Jackson er,« siger Vibeke Breiting.

Også på Nygart Privathospital, hvor speciallæge Jesper Nygart som den første herhjemme brugte botox kommercielt i 2003, er den stigende efterspørgsel tydelig. Han mener, at en af forklaringerne er, at botox kan gives med et snuptag på fem minutter, og det har fået mændene til at stille sig op i køen.

»Det er et rigtigt mandeprodukt, for det er lynhurtigt, og det virker. Så det er en rigtig »mister fix«-agtig ting. Bum, så holder det,« fortæller Jesper Nygart.

Overlæge Just Christensen fra Holstebro Sygehus gav de første kosmetiske botox-indsprøjtninger i Danmark i forbindelse med et pilotprojekt i 2000.

Han skyder på, at 20 procent af patienterne er mænd, der er trætte af, at panderynken er blevet for søvnig at se på, men ifølge Jesper Nygart er det tal lidt for vestjysk. Han vurderer, at mere end 30 procent af hans kunder efterhånden er mænd.

Selv om vi endnu ikke har set et såkaldt botox-party herhjemme, hvor en læge kommer på husbesøg og giver en omgang botox til alle tilstedeværende, betyder mændenes andel på 20-30 procent, at vi i det mindste på ét område er længere fremme i skoene end i botoxs højborg USA. Her fik 313.519 mænd sidste år indsprøjningen, hvilket er under ti procent af samtlige behandlinger i USA i 2005.