Danske læger forbytter vacciner - flere børn fik HPV-stik i stedet for MFR

På halvandet år er der indberettet 117 utilsigtede hændelser, hvor læger har forvekslet vacciner. I flere tilfælde er børn ved en fejl blevet HPV-vaccineret, når de skulle have haft MFR.

Foto: Martin Ballund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et større antal børn oplever at få en indsprøjtning med den forkerte vaccine, fordi læger forveksler de forskellige præparater i børne-vaccinationsprogrammet.

Det har f.eks. betydet, at flere børn, som skulle have haft en MFR-vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, i stedet har fået en indsprøjtning med Gardasil, der er en vaccine mod livmoderhalskræft.

Det fremgår af en opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen, der nu indskærper overfor de praktiserende læger, at de skal følge en række enkle tiltag for at undgå forvekslinger.

»Som oftest er der ingen helbredsmæssige konsekvenser, hvis man får en vaccination, man ikke skulle have haft. Men alle vacciner kan hver for sig give en eller anden grad af bivirkninger. Derfor er det selvfølgelig uhensigtsmæssigt, at der sker disse forvekslinger, som jo også medfører det ubehag, at barnet skal have en ekstra vaccination,« siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut, som overvåger børnevaccinations-programmet og  rådgiver om videre vaccination, hvis barnet har fået en forkert vaccine.

Ifølge opgørelsen er der fra januar 2015 til september i år indberettet 117 utilsigtede hændelser, der omhandler vaccineforvekslinger inden for børnevaccinationsprogrammet.

I 22 tilfælde er der sket fejl vedrørende MFR-vaccinen og Gardasil mod livmoderhalskræft, sandsynligvis fordi de to vacciner er fra samme producent, og lægerne har forvekslet emballagen.

Der er også eksempler på forvekslinger på indprøjtninger i tilknytning til vaccine mod bl.a. difteri og polio og MFR-vaccinen.

I to tilfælde er der indberettet bivirkninger i forbindelse med forvekslingen i form af feber, ligesom en dreng blev »træt og klynkende«, efter at han ved en fejl blev vaccineret med en vaccine mod livmoderhalskræft i en situation, hvor han formentlig i stedet skulle havde haft en Di-Te-Ki-Pol-Hib-vaccination.

Hér er det dog muligt, at børnene havde fået lignende bivirkninger, også selvom havde fået de korrekte vacciner, vurderer Peter Henrik Andersen

Blandt fejlkilderne nævnes også »manglende eller utilstrækkelig kontrol« før indsprøjtningen samt placeringen/markeringen i lægens køleskab.

Derfor indskærpes det nu overfor lægerne, at de bl.a. skal sørge for at snakke med forældrene om, hvilken vaccine der gives, ligesom de skal holde vaccinerne adskilt fra hinanden i køleskabet - og sørge for at have klare og utvetydige mærkninger.

»Det hører med, at der gives flere hundrede tusinde børne-vaccinationer hvert år. Men 117 utilsigtede hændelser er 117 for mange,« siger Peter Henrik Andersen.