Danske kvinder bliver federe

Danske kvinder er blevet federe de senere år, samtidig er næsten hver anden dansker overvægtig, viser ny undersøgelse

Andelen af svært overvægtige danske kvinder er vokset fra 11 pct. i 2011 til 15 pct. i 2014, viser ny undersøgelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Piotr Wawrzyniuk

Selvom vi er fiskenationer og er vokset op med fuldkornbrød, så bliver de nordiske befolkninger bare federe.

Sådan lyder en af konklusionerne i en ny fællesnordisk undersøgelse, DTU Fødevareinstituttet har stået i spidsen for.

Faktisk er det næsten lige så normalt for en voksen dansker at være overvægtig som normalvægtig – 47 pct. af voksne danskere var i 2014 overvægtige. Mens tallet har ligget stabilt de seneste år, er andelen af svært overvægtige kvinder stukket af.

Fra 2011 til 2014 er andelen af kvinder med en BMI på mindst 30 nemlig vokset fra 11 til 15 pct., viser den fællesnordiske undersøgelse »The Nordic Monitoring System 2011-2014«.

»Det gælder både, når vi kigger på svær overvægt og på den stillesiddende skærmtid: Kvinderne har haft et bedre udgangspunkt end mændene i 2011, men de er halet ind på mændene, så der ikke længere er forskel,« siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Jeppe Matthiessen, der har været med til at lave undersøgelsen.

Udover at kigge på de nordiske befolkningers kost, har forskerne også gransket tiden, vi bruger foran en skærm. Blandt de voksne danskere sidder hver tredje mere end fire timer foran skærmen i fritiden.

Og der er en social slagside i måden, vi bruger vores fritid, påpeger Jeppe Matthiessen.

»Vi ser en særlig stigning i skærmtiden blandt de kortuddannede – både i Danmark og i Norden. Blandt dem med lang uddannelse er andelen med høj skærmtid uændret. Det betyder, at uligheden i skærmtiden er blevet større,« siger han:

»I forvejen er der flere udfordringer omkring sundhed hos de kortuddannede end hos de højtuddannede. Det her er med til at trække i den forkerte retning.«

Løsningen handler blandt andet om at være opmærksom på, at for meget af fritiden ikke fordrives foran skærmen. Erstatningen behøver ikke være tunge vægte og svedeture i fitnesscentret, påpeger Jeppe Matthiessen. Det vil være godt at erstatte noget af skærmtiden med flere huslige gøremål eller en gåtur.

»Uanset hvad vi erstatter skærmtiden med, vil det være forbundet med mere aktivitet. Der er mange af os, som ikke ville have et arbejde, hvis vi ikke sad foran skærmen, men der er jo ingen, der tvinger os til at bruge en masse tid på Facebook, når vi kommer hjem. Det er noget, vi kan prioritere og begrænse i stedet for bare at give los,« siger han.

På kostdelen er det velkendte råd, Jeppe Matthiessen disker op med: Vi danskere spiser for mange tomme kalorier i form af slik, chokolade, kage, alkohol og chips. De skal begrænses.

»Meget af den hygge vi har i Danmark, er forbundet med søde sager. Når voksne og børn skal hygge sig, er det typisk, at der bliver sat søde ting og alkohol på bordet. Det er vigtigt, at hver dag ikke er en festdag, men at man begrænser det og lader være med at gå helt amok, når man endelig spiser kage eller chokolade,« siger Jeppe Matthiessen.

Læs mere