Danske jøder efterlyser permanent bevogtning

Det Jødiske Samfunds formand Dan Rosenberg Asmussen efterlyser permanent bevogtning ved jødiske institutioner.

Politi bevogter Caroline-skolen efter angrebet i København i februar. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har siden terrorangrebene i København i februar været bevæbnede politifolk ved såvel synagogen i Krystalgade som den jødiske skole Carolineskolen, og sådan skal det ifølge Rigspolitiet fortsætte indtil videre.

Formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, efterlyser dog en beslutning om en permanent bevogtningsplan, skriver Kristeligt Dagblad.

»Lige nu føler vi os meget trygge, fordi der er et massivt politiopbud ved alle jødiske institutioner. Men vi hæfter os ved, at det af rigspolitichefen beskrives som ekstraordinært og midlertidigt, og derfor er vi nervøse for, at sikkerhedsniveauet på et tidspunkt vender tilbage til samme niveau som før angrebet,« siger Dan Rosenberg Asmussen til avisen.

Sidste onsdag blev Rigspolitiets evaluering af politiets håndtering af terrorangrebene offentliggjort, og det har siden været diskuteret, om politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) både før og under terrorangrebet havde mindre fokus på risikoen for danske jøder, end hvad man kunne forvente efter terrorangrebene måneden forinden på tidsskriftet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris.

Det Jødiske Samfund mener, at man talte for døve ører, da man bad om mere beskyttelse allerede efter angreb på jødiske institutioner i Toulouse i Frankrig i 2012 og i Bruxelles i Belgien i 2014.

Efter terrorangrebene i København blev der afsat 20 millioner kroner til bevogtningen af de jødiske institutioner. Justitsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere sagt, at den fremtidige bevogtning er nødt til at bero på en politifaglig vurdering, skriver Kristeligt Dagblad.