Danske hooligans anholdt i Sverige

Svensk politi har søndag anholdt 85 hooligans i Helsingborg. Omkring 15 danskere var involveret i episoden.

Svensk politi måtte søndag anholde 85 personer for at få sat en stopper for en planlagt slåskamp mellem hooligans fra Danmark, Helsingborg og Stockholm.

En gruppe på omkring 100 hooligans havde ifølge SVT Nyheter samlet sig i byen Åstorp udenfor Helsingborg. Heraf blev 85 pågrebet, og ifølge svensk politi er omkring 15 danskere blandt de anholdte.

- Vi er ved at få overblik over situationen lige nu. Vi skal igennem en masse afhøringer, og vi ved ikke, hvilken klub danskerne eventuelt støtter, siger pressetalsmand fra politiet i Skåne, Mikael Persson, til Ritzau.

Det svenske nyhedsbureau TT rapporterer imidlertid, at danskerne er FCK-tilhængere.

- Det kan jeg ikke bekræfte, lyder det fra Persson.

/ritzau/