Der har ofte været et tragisk skær over danske filmeventyr i Hollywood. Det var svært at slå igennem i verdens mest konkurrenceprægede filmby, og mange karrierer knækkede midt over. Men de seneste år har billedet ændret sig. I kølvandet på dogmefilmene, Nordic Noir-bølgen og andre danske film- og seriesucceser er det blomstret med større og mindre succes blandt især skuespillere og instruktører. Bølgen har næppe toppet og ruller i øjeblikket så højt, at efterspørgslen er nået frem til filmfotograferne.
På torsdag har »Kvinden i toget« (»The Girl on the Train«) baseret på Paula Hawkins romansucces premiere, og danske Charlotte Bruus Christensen har stået bag kameraet. Før hendes USA-eventyr begyndte, havde hun primært fotograferet tre film for Thomas Vinterberg: »Submarino« (2010), »Jagten« (2012) og derefter »Far From the Madding Crowd« (2015) i England.
Siden da har Charlotte Bruus Christensen ud over »Kvinden i toget« allerede nået at være fotograf på Denzel Washingtons »Fences«, der er udråbt som potentiel Oscar-kandidat. Bruus Christensen sidder netop nu og justerer farverne på filmen, så den kan nå at få premiere inden nytår.
Charlotte Bruus Christensen er 38 år og viser i øjeblikket, at hun ikke er bange for at tage de faglige diskussioner med de helt store skikkelser i amerikansk film.
»Hollywood har ikke været mit mål. Det ville simpelthen blive for kunstigt, hvis man tænkte på den måde. Jeg tager udgangspunkt i det enkelte manuskript og vil blot gerne være med til at formidle historier, der kan give folk noget med, når de går ud af biografen. Derfra er jeg principielt set ligeglad med, hvor en film laves henne,« siger Charlotte Bruus Christensen.
Især efter »Jagten« blev vist i Cannes, begyndte Charlotte Bruus Christensens engelske agent at få telefonopkald fra amerikanske agenter, og hun skrev under på en aftale med ICM, der er et af de førende agenturer. Her måtte Bruus Christensen forklare, at hun netop havde fået et barn, så der var nok grænser for, hvad og hvor meget hun kunne lave.
»Derefter lavede jeg »Far From the Madding Crowd«, der vakte opsigt på filmfestivalen i Toronto, og en dag ringede min amerikanske agent med et godt tilbud. »Kvinden i toget« på Universal med Tate Taylor som instruktør, der tidligere instruerede »Niceville«. Der var lagt op til et møde på Skype, men med et sæt tvillinger på dengang kun otte måneder syntes jeg ikke, opgaven virkede videre realistisk. Alligevel var det svært at sige nej til samtalen. For første gang meget længe drak jeg et glas hvidvin og husker det, som om jeg var meget kæk og fremme i skoene med referencer til »Rosemary’s Baby«, »Repulsion« og Alfred Hitchcock,« fortæller Charlotte Bruus Christensen.
Tyve minutter senere ringede hendes agent og fortalte, at hun havde fået jobbet på en film med et budget på 55 mio. dollar, før han spurgte:
»Hvad fanden sagde du til det møde?«
Charlotte Bruus Christensen kunne ikke huske det i detaljer på grund af sin mini-brandert. Senere hørte hun, at der havde været brug for sådan en som hende, da Tate Taylor ikke er udpræget visuelt orienteret.
Med rundt i verden har Charlotte Bruus Christensen således haft sin datter Vera på fire år og tvillingedøtre Ellen og Selma på nu to år. Og sin mand, Stefan Mørk, der både arbejder med filmlyd, klipning af film og sin egen musik. For at være lidt tættere på sine mindste børn lod Bruus Christensen dem begge spille med i »Kvinden i toget«, hvor man søgte et »skandinavisk udseende tvillingepar«.
»Min læringskurve var stejl, for pludselig arbejdede vi for eksempel med et tog, der var genskabt i et studie, og mange andre ting, jeg ikke havde prøvet før. Det svære ved filmen er, at den handler om en kvinde, der har hukommelsestab. Hvordan viser man det, hun husker, og det, hun tror, hun husker? Hvordan viser man det, hun fantaserer sig til?« spørger Charlotte Bruus Christensen.
Som fotograf valgte hun at holde kameraet tæt på Emily Blunt rent fysisk, så tilskueren har fornemmelsen af at være med i hendes tanker, og hun satte en længere optik på i forhold til omgivelserne. Charlotte Bruus Christensen gav hver enkelt kvinde i historien sin egen visuelle stil, så filmen er en blanding af steadicam, håndholdte optagelser og stående kamera. For at filmen ikke skulle blive for klaustrofobisk at se på, krydrede Bruus Christensen med enkelte bredere billeder af Emily Blunt, men de blev næsten ikke brugt i sidste ende.
»Filmen er klippet meget tæt. Det vil sige i mange close-up-billeder. Jeg kunne til tider have ønsket mig lidt flere store billeder for at sætte nærbillederne i relief. Men man lærer også, hvordan Hollywood fungerer, når du arbejder for de store studier. Producenterne færdiggør arbejdet, og i sidste ende handler det ikke om finesserne i det visuelle sprog, men om at fange et bredt publikum og sælge billetter. Det har de mest forstand på. Som helhed er der tale om en virkelig god film, som jeg er meget stolt af at have været en del af,« siger Charlotte Bruus Christensen.
Allerede inden »Kvinden i toget« blev Charlotte Bruus Christensen anbefalet til en film, som Denzel Washington både skulle instruere og spille hovedrollen i sammen med Viola Davis. »Fences« er et skuespil fra Broadway, som skulle filmatiseres, så opgaven her var endnu engang særdeles anderledes.
»Jeg blev advaret mod at lave filmen, fordi nogen mente, at jeg ville blive ædt levende af sådan et »Hollywood-dyr« som Denzel Washington, men jeg blev nysgerrig på opgaven og sagde ja til et møde. Der er tale om sådan et slags Bergman-agtigt drama med reminiscenser af både »Scener fra et ægteskab« og »Persona«, der foregår i Pittsburgh i 1957 i en sort familie. Udfordringen var at gøre alle de mange ord til en film og ikke have mulighed for meget andet end at skyde op ad en murstensmur. Det var en spændende udfordring at se, hvor langt væk fra et teaterstykke vi kunne komme,« siger Charlotte Bruus Christensen.
Hun blev valgt til opgaven men insisterede på et ekstra møde med Washington for at være helt sikker.
»Denzel Washington instruerer dybest set filmen selv, fordi han ikke gider høre, hvad en anden instruktør har på hjerte, nu da han kender historien så godt fra teatret. Jeg er vild med filmen, hvor skuespillerne spiller helt fantastisk, men det kostede nogle ture med Denzel Washington. Han havde meget dialog og kunne af og til glemme den, og så fik man lige et fur med: »Det er på grund af dit fucking hår,« råbte han. Jeg er ikke nogen lille mus, men der var jeg tæt på at knibe en tåre. Men så er det, du skal vende det indad. I Hollywood nytter det ikke noget at bakke ud. Jeg gik derfor ind og tog en hue på og kom ud igen og spurgte, om jeg så duede i den mundering. Det handler om at blive stående og bruge lidt humor af og til.«
En anden måde for en dansk fotograf at komme til USA på er via en dansk instruktør. Det skete for Rasmus Videbæk, der har fotograferet alle Nikolaj Arcels film, siden de to mødtes på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.
»Kort efter Arcel fik grønt lys til at være instruktør på »Det mørke tårn«, modtog han en liste fra sin producer med navnene på amerikanske fotografer. Selv om Arcel foreslog mig, måtte både han og jeg kæmpe hårdt for at fortsætte samarbejdet på en stribe møder, så han blev virkelig udfordret på sin beslutning. Der blev også taget referencer bagom, da Ron Howard – en af producerne – spurgte Anthony Dod Mantle om mig. Heldigvis sagde han noget pænt,« fortæller Rasmus Videbæk.
Videbæk deltog herefter i de tre måneders forberedelser til filmen, der er baseret på en romanserie af Stephen King, og de tre første uger under indspilningerne handlede det så om at levere flotte billeder og undgå at lave tekniske fejl.
»Arcel har altid leget, at han var i Hollywood, selv om hans idéer i sidste ende blev beskåret efter mindre, danske filmbudgetter. Derfor kan man godt sige, at min grammatik i USA er den samme, selv om udstyret er noget andet. Vi har for eksempel arbejdet med et helt nyt 65 mm-kamera, der også blev brugt på »The Revenant«, og så har vi kunnet arbejde mere grundigt med designprocessen, fordi vi havde bedre tid til forberedelse. I Danmark er man nødt til at skære de dyreste idéer fra undervejs, men i USA bliver filmen rent faktisk det, du designer. Der er tid, råd og lamper til at vise det hele,« siger Rasmus Videbæk.