Danske fængselsbetjente er blandt de mest syge i staten

Tal viser, at ansatte med praktiske eller borgernære opgaver har mere fravær end skrivebordsansatte.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et hårdt arbejde at være fængselsbetjent.

Det ses tydeligt på fraværstallene, hvor fængselsbetjentene er de statsansatte med mest fravær, skriver Ugebrevet A4.

Ugebrevet har kigget på tal fra Moderniseringsstyrelsen, der viser, at en fængselsbetjent i 2015 var sygemeldt i 20 dage om året.

Det er en stigning på 12 procent i forhold til 2013, da de i gennemsnit havde to færre sygedage.

- Problemet er, når man som fængselsbetjent oplever, at man ikke kan nå det arbejde, man gerne vil nå på grund af sin faglighed, og fordi man har med mennesker at gøre.

- Så bliver man dybt frustreret, stresset og ender med at blive syg, siger Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, til Ugebrevet A4.

Tallene viser da også, at ansatte i staten med praktiske eller borgernære opgaver har et højere sygefravær end de skrivebordsansatte i ministerierne.

Og det er der en helt speciel grund til, forklarer Tage Søndergaard Kristensen, der er professor i psykisk arbejdsmiljø.

- Hvis man går fra kontorchefer i den ene ende til sosu'er, pædagogmedhjælpere og rengøringsassistenter, i den anden ende, så er der fire gange så meget fravær, siger han til ugebrevet.

Han siger, at en af årsagerne er, at mange med lange uddannelser ofte har mulighed for at arbejde hjemme, hvis de føler sig sløje.

- En politimand har derimod ikke mulighed for at køre rundt i sin patruljevogn hjemmefra, så der er en stor forskel, siger Tage Søndergaard Kristensen.

/ritzau/