Danske EU-ordførere om Brexit-aftale: Skal vise, om der er en fremtid uden for EU

Intense forhandlinger har ført til en Brexit-aftale på et foreløbigt teknisk niveau, bekræfter den britiske premierministers kontor. Danske EU-ordføreres reaktion er enstemmig.

Foto: OLI SCARFF

Der er lighed blandt reaktionenerne på den britiske udmelding om, at der er indgået en Brexit-aftale på teknisk niveau, når man spørger de danske EU-ordførere:

»Positivt,« lyder det fra EU-ordførerne fra både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre.

Tirsdag aften blev det bekræftet fra den britiske premierministers kontor, at der er enighed om en Brexit-aftale på teknisk niveau.

Hos Dansk Folkeparti er man lettet over, at en aftale er faldet på plads - også selv om man ikke kender de præcise detaljer for aftalen - for det kan tegne et billede af, hvad en fremtid uden EU er.

»Under alle omstændigheder er det meget positivt. Der har været flere tidspunkter, hvor man sad med indtrykket af, at det nærmest var et mål i sig selv, at der ikke skulle lande aftale. Nu bliver det spændende, hvad relationen til Storbritannien bliver efterfølgende, for det er ikke klarlagt. De forhandlinger, der kommer nu om blandt andet markedsadgang, skal give et pejlemærke, om der er en fremtid uden for EU for andre lande også,« siger Kenneth Kristensen Berth, der er EU-ordfører for Dansk Folkeparti.

Aftalen er ikke kun vigtig for briterne, men også for Danmark, da enighed om, hvordan man træder ud af EU, gør det nemmere for blandt andet den danske handel med Storbritannien.

»Hvis briterne var røget ud af EU i marts uden en indgået aftale, havde vi blandt andet haft nogle problemer med de produkter, vi sælger til Storbritannien, samt mange andre udfordringer. Men nu bliver det forhåbentlig en ordnet udtrædelse af EU, og det kan man kun være glad for. Derefter vil jeg håbe, at Danmark vil sørge for, at den bedst mulige handelsaftale med briterne kommer i stand,« siger Kenneth Kristensen Berth (DF).

Bekymring for briternes fremtid

Lige så stor begejstring er svær at spore hos Socialdemokratiet, men dog er en Brexit-aftale alligevel ikke noget, man kan være ked af.

»I Socialdemokratiet har vi hele vejen igennem været ærgerlige og bekymrede over, at briterne har valgt at træde ud af EU, men når det er sagt, synes jeg, at det er positivt, hvis der er blevet indgået en aftale, der forhåbentlig kan opnås politisk enighed om,« siger partiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen (S).

Han udtrykker, at de i partiet har været »grænseløst bekymrede« for, hvad der ville ske, hvis der ikke blev indgået en aftale om Storbritanniens udtrædning inden marts.

»Forhåbentlig kommer en aftale til at betyde, at lande, der bliver i EU, kan få en fornuftig og god samarbejdsrelation med briterne. Det er det, vi gerne vil. Når man er kommet til enighed om en aftale, betyder det, at vi i EU har nærmet os Storbritannien, og at de har nærmet sig os. Det er fint, men jeg frygter på briternes vegne, at de har truffet en beslutning, der både kommer til at skade dem økonomisk, men også deres indflydelse på den store scene,« siger Peter Hummelgaard Thomsen (S).

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), udtrykker over for DR, at han er positiv over, at man er nået til enighed, og han venter nu i spænding på, hvad de præcise detaljer for sådan en aftale indebærer.

Partikollegaen og Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, udtrykker også sin begejstring til Berlingske.

»Danske virksomheder kan nu begynde at tage bestik af, hvordan den fremtidige situation vil blive. Usikkerheden, der har været om hele Brexit, har næsten ikke været til at leve med. Hellere vide, hvad vilkårene er for den fremtidige handel med Storbritannien - selv om de vilkår ikke er optimale - end at være i konstant usikkerhed om, hvad der kommer til at ske,« siger Jan E. Jørgensen (V).

Den britiske premierminister Theresa May har efterfølgende indkaldt sin regering til et hastemøde. På mødet skal ministrene drøfte det nuværende udkast. Hensigten er, at alle ministre skal godkende.

Samtidig er de resterende 27 EU-ambassadører også blevet kaldt sammen til et møde.