Danske demonstranter anholdt i Swaziland

Tre danskere er anholdt under en politirazzia i Manzini i Swaziland forud for en demonstration for demokrati. Danskerne er løsladt igen og på vej hjem.

Tre danskere har været anholdt i kongedømmet Swaziland i det sydlige Afrika forud for en demonstration for demokrati, skriver Jyllands-Posten.

De tre danskere blev anholdt sammen med 60 andre tirsdag i provinshovedstaden Manzini, hvor de opholdt sig i nogle fagforeningslokaler, skriver avisen med henvisning til solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt.

Efter nogle timer i politiets varetægt blev danskerne løsladt igen og skulle være på vej hjem.

/ritzau/